For blot få år siden var Danmark et af fondenes foretrukne lande. Men den tid er forbi, og fondene vil hellere købe op i de andre skandinaviske lande.
Den hårde medfart til økonomien i Danmark får en del af skylden, og samtidig har mange af de danske virksomhedsejere alt for høje forventninger til, hvad deres selskaber er værd.
– Dansk økonomi har været hårdere ramt af den finansielle krise end nogle af de andre nordiske lande. Det har taget længere tid for nogle virksomheder at få en mere stabil drift, og det har naturligvis påvirket de prisforventninger, der har været hos henholdsvis sælgere og købere, siger partner Amanda Tonsgaard fra advokathuset Hannes Snellman, der rådgiver blandt andet kapitalfonde ved opkøb.
Kapitalfondene købte i 2010 virksomheder for blot 2,5 mia. kr., viser tal fra brancheforeningen DVCA. Det er klart lavere end 2009 og bundrekorden i flere år.