I offentligheden bliver de mest betragtet som de hårde taldrenge, Der kan hegle en virksomheds regnskab i stumper og stykker, før de beslutter, om de vil købe den eller investere i den.
Venture-kapitalister hedder de i nogle sammenhænge, men lige i øjeblikket er det mest udtrykket ”kapitalfonde”, der florerer på grund af TDC-handlen.
Men det er fuldstændig fejlagtigt, at der kun kigges på tal og hårde facts, når en kapitalfond overvejer en investering. Bløde faktorer indgår også, og en virksomheds styrke på markedsføring vurderes i høj grad, siger Mads Ryum Larsen, der er partner i Industri Kapital med sæde i London.
Faktisk er han af den opfattelse, at markedsføring bliver stadigt vigtigere i vurderingen af et overtagelses-emne.
– Prisen på virksomheder er i dag så høj, at man skal være ret grundig i sin søgen efter potentiale, og derfor bliver der kigget mere detaljeret på markedspositionen, s iger Mads Ryum Larsen.
I en overtagelsesproces foregår der normalt en såkaldt due dilligence, hvor en virksomheds fakta gennemgås indgående, men heller ikke her, gælder det kun hårde data. De bløde værdier vurderes også, og markedspositionen vurderes også gennem samtaler med kunder, konsulenter og konkurrenter. Alt sammen for at vurdere de værdier, der er skabt omkring Brandet og markedspositionen. Evnen til at forandre sig med markedet er også et emne, der trækker interesse.
– Selvfølgelig kan man sige, at vi grundlæggende værdisætter markedsføringen gennem de resultater, en virksomhed har opnået. Vi definerer nok markedsføring mere bredt. Vi kigger på summen af funktioner i en virksomhed og sætter så fokus på det, vi betragter som nøglefunktioner for den konkrete virksomhed. De kan variere. I nogle tilfælde kan logistik være en nøglefunktion for markedspositionen, mens der for andre kan være tale om mere klassiske markedsførings-områder, siger Mads Ryum Larsen og understreger, at markedsføring indgår forske lligt i en BtB orienteret virksomhed i forhold til en forbrugerrettet – men den indgår i høj grad.