Rejecocktail, kalvesteg stegt som vildt og pandekager til dessert. Det er menuen, som venter gæsterne, når “Karolines Køkken” i vinterferien indtager Moltkes Palæ.
Det kendte opskriftsikon, som siden 1962 har profileret sig med den rød- og hvidternede ko, vil således under næste uges Copenhagen Dining Week åbne sin første og hidtil eneste restaurant med gamle kendte retter på menuen.
Der er dog kun tale om pop-up restaurant, men ifølge René Bolvig, der er restaurantchef i Moltkes Palæ giver det ingen mening at tale om dansk madkultur, uden at inddrage det gamle klassiske køkken-brand.
– Karolines Køkken er jo et ikon, og i denne tid, hvor der er så meget fokus på dansk madkultur, tænkte jeg at det kunne være sjovt at lave den ultimative tre-retters mormor-menu direkte fra Karolines Køkkens kogebøger, siger René Bolvig.
Derfor har man valgt en menu bestående af gamle Karoline-kendinge som rejecocktail, kalvesteg stegt som vildt og pandekager med is, som dog bliver fortolket med et moderne og fedtfattigt tvist.
– Vi reducerer en lille smule på fedtprocenterne, og gør opskrifterne lidt mere up-to-date end de ville være, hvis man lavede dem direkte efter opskriftsbogen. Men man skal kunne smage Karoline, som ”hun” var i gamle dage – så det bliver stadig med flødesovs og tyttebær. Og med håndpillede rejer, lyder det fra restaurantchefen.
Hos Karolines Køkken glæder opskrifts- og inspirationschef Tove Færch over, at Karolines Køkken nu kan smykke sig med at være en del af det gastronomiske København.
– Det er da en fed idé! Karolines Køkken har aldrig været på en restaurantmenu før, men hvorfor egentlig ikke? Det er et stort skulderklap til Karoline midt i hypen omkring “det nye nordiske køkken”, at vi pludselig skal op på beatet med egen restaurant i København, siger Tove Færch.
Moltkes Palæ har således sat 2.000 couverter til salg, hvoraf 1.700 allerede er solgt. Restauranten holder åbent fra mandag d. 10. februar til lørdag d. 15. februar.