Den tidligere A. P. Møller-skibsreder Karsten Borch, 58, der i 1995 var med til at stifte pr-rådgivningsvirksomheden Communiqué, er ved at blive tvunget ud af selskabet, skriver Børsen.
De øvrige partnere i Communiqué har i utilfredshed med Borchs arbejdsindsats i selskabet bedt ham om at skille sig af med sine aktier.
– Karsten Borch er blevet bedt om at rejse. Det var en dumhed at inddrage ham i virksomheden, for han har aldrig kunnet bidrage med en værdiskabende aktivitet i selskabet. Hans ti procent aktiepost har været fuldstændig død kapital. Derfor ønsker vi, at han skal aflevere sine aktier og forlade selskabet, siger Mogens Gyde, direktør og partner i Communiqué til Børsen.