Berlingske Tidendes chefredaktør og adm. dir., Karsten Madsen, valgte i går ganske uventet at forlade sin stilling. Karsten Madsens exit sker efter kun et år på posten.
Ifølge Karsten Madsen skyldes hans fratrædelse, at han går ind i aktiv politik og stiller op til Europaparlaments-valget for Venstre.
Der arbejdes på at splitte Madsens job op i to. Det har allerede fået virkning fra i dag, hvor chefredaktør Niels Lunde er blevet konstitueret som ansvarshavende chefredaktør, mens Det Berlingske Officins koncernfinansdirektør, Anders Kronborg, er blevet konstitueret som adm. direktør.
Karsten Madsens afgang kommer på et meget ubelejligt tidspunkt i forhold til Berlingskes økonomiske krise og en hårdere konkurrencesituation.
Annoncekonjekturerne har ramt hårdt på Berlingske, der lige som alle andre aviser også er plaget af oplagsnedgang. Samtidig har Berlingske Tidendes dominerende rolle på det danske avismarked fået en anden karakter i de sidste par måneder. Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politiken har allerede inden den er trådt i kraft formået at splitte Metropol-annoncesamarbejdet. Og i sidste uge lancerede fusionen i kraft af Jyllands-Posten en offensiv mod Århus Stiftstidende i Randers.
Med Karsten Madsens afgang fra Berlingske er jobbet som chefredaktør på to af Danmarks største aviser sat i spil. Ud over jobbet som chefredaktør på Berlingske skal der nemlig også findes en afløser til chefstillingen på Jyllands-Posten, hvor den nuværende chefredaktør, Jørgen Ejbøl, fra nytår får status af bestyrelsesformand i den nye avisfusion.