Den tidligere Brøndby-sponsor Jesper ”Kasi” Nielsen, der i dag ejer håndboldklubben AG København, er i dag milevidt fra den milliardærstatus, der for blot et år siden klæbede til forretningsmanden.
En uafhængig kulegravning af Jesper Nielsens koncern, som statsautoriseret revisor Alfred Grinderslev har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten, afslører, at Jesper Nielsens formue reelt er væk, og erhvervsmandens eneste håb er, at hans fremtidige betaling fra smykkeselskabet Pandora rent faktisk bliver realiseret.
Den gevinst er ellers blevet barberet voldsomt i løbet af det seneste år, og fra at have knap en halv milliard til gode, kan Jesper Nielsen nu se frem til at få udbetalt omkring 50 mio. kr. i 2014.
Erhvervsmandens manglende midler kan få konsekvenser for de virksomheder, herunder fodboldklubben Brøndby, der hidtil har været afhængige af Jesper Nielsens penge.
Jyllands-Posten