Forbrugerrådet undrer sig over, at der stadig er mange fejl i supermarkedernes kasseboner. Hele 52 procent af danskerne har i løbet af den seneste måned opdaget, at deres bon ikke stemte i supermarkedet. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for 24timer.
81 procent af deltagerne i undersøgelsen melder, at de er kommet til at betale mere for varer, end de var prissat til i butikken, mens kun 36 procent har været ude for at de skulle betale mindre.
– Det er et problem, der har eksisteret i rigtig mange år, og det undrer mig meget, at supermarkederne ikke ser at få løst problemet, siger afdelingschef i Forbrugerråder Mette Boye til 24 timer.
I så højt digitaliseret et samfund som Danmark, burde der være styr på den slags, mener hun. Mette Boye mistænker dog ikke supermarkederne for at lade fejlene slippe igennem med vilje.
– Der er formentlig tale om almindelige fejl og en vis portion sjusk, siger hun.
I Coop, som driver 1.200 forretninger rundt om i landet, stiller informationsdirektør Jens Juel Nielsen sig tvivlende over for resultaterne af undersøgelsen.
– Jeg tror, erindringen spiller folk et puds. Der er ingen tvivl om, at der sker fejl med bonerne, men slet ikke i det omfang. Vi registrerer de klager, vi får fra vores kunder, og det er slet ikke så mange, siger Jens Juel Nielsen til 24timer.