Fodfejl truer med at ødelægge Venstres overraskelsesangreb på oppositionen med ”Bag Facaden”-kampagnen, der blev skudt i gang denne uge, vurderer flere kommunikationseksperter.
Sent i går indvilligede Venstre i at ændre kampagnen, fordi partiet ikke havde spurgt fotografen om lov til at anvende hans billeder af Villy Søvndal og Helle Thorning. Fodfejlen kommer som sendt fra himlen for oppositionen, vurderer Bo Bredsgaard Lund, der er cand.mag. i politisk kommunikation og ansat hos JKL Group.
– Den betyder, at Socialdemokraterne og SF foreløbig kan snige sig uden om at svare på spørgsmålene og bruge tiden på at finde modspørgsmål, siger han.
Selve kampagnen får ellers rosende ord med på vejen. Og det er Niels Krause-Kjær, der blogger om politik og spin for Berlingske, enig i.
– Rent håndværksmæssigt er det et fornuftig og proaktivt forsøg på at lokke S og SF over på Venstres banehalvdel, men lige nu det helt åbenlyst for oppositionen, at de ikke skal gøre det, mener han.
Socialdemokraterne har meldt ud, at partiet ikke vil bruge meget tid på at reagere på V-kampagnen her og nu.
Den tid kan Socialdemokraterne i stedet bruge på at forberede et modangreb eller finde svar på de udmærkede spørgsmål, som Venstre har stillet i kampagnen, og som medierne sikkert følger op på, lyder vurderingen fra kommunikationsrådgiver Lotte Hansen, der er adm. dir. i HansenPR.