At en stor narkoskandale betaler sig, er Kate Moss det synlige bevis på. Nyeste kontrakt er med Calvin Klein, og hendes årsindtægt er nu nærmest fordoblet i forhold til tiden før skandalen.
17 millioner kroner om året får supermodellen for kontrakten med Calvin Klein og dermed runder hendes samlede årsindtægt mere end 100 millioner kroner. Det går godt for Kate Moss, som nu har underskrevet kontrakter til det dobbelte beløb af tiden før septembers kokain-skandale. Så hun er ikke bare et comeback-kid, men en stjerne, der lyser klarere på modehimlen end nogensinde tidligere.
Før kokainskandalen tjente Moss cirka 55 millioner om året med kosmetikfirmaet Rimmel, H&M, Chanel og Burberry, som de mest prominente kunder. Og selv om hun blandt andet mistede H&M i kølvandet på skandalen, så har store mærkevarefirmaer nærmest stået i kø for at skrive kontrakter med verdens mest kendte model. Otte ekstra kontrakter er kommet til, blandt andet en 13 millioner kroners deal med Virgin, en 11 millioner kroners deal med Stella McCartney og den omtalte Calvin Klein aftale. Derudover er både Rimmel og Burberry stadig at finde på kundelisten. MSOL