Normalt har katte fire ben, fire poter og 18 ”tæer”. Men i en reklamefilm for Arla-mælkebrandet Cravendale har pelsdyrene af uransagelige årsager udviklet ”tommeltæer”, hvilket sætter dem i stand til de utroligste ting. Til gysende rædsel for den mælkeskænkende herre i filmen.
Arla-filmen er begået af London-bureauet Wieden + Kennedy, og er en af de film, der er udvalgt til at gå videre til finalen ved reklame-VM i Cannes.
Og netop katte med tommelfingre siges, ifølge Wikipedia, at bringe held. Net-opslagsværket fortæller, at de såkaldte ”polydaktyle katte” i gamle dage var højt skattede til søs, hvor man anså dem for at bringe held.
For de findes faktisk i virkeligheden –altså også uden for reklamefilmens digitalt manipulerede verden. Nobelprisforfatteren Ernest Hemingway var en af de mere kendte ejere af flerfingrede katte, hvorfor de til tider også kaldes ”Hemingway cats”.
Vi kipper med Arla-flaget og håber, at de sære katte bringer held og bliver til en ”løve” lørdag aften.
Se filmen her:
/embed>