Vi udsættes alle dagligt for diverse kemikalier fra morgen til aften, fordi de er en del af vores faste rutiner og vaner. Unge, der skal til at flytte hjemmefra og skabe deres eget hjem med nye vaner, skal derfor have viden om, hvordan de udsættes for kemikalier, og hvordan de reducerer påvirkningen fra kemi i de produkter, vi alle anvender dagligt.

Det er baggrunden for, at Miljøstyrelsen til august lancerer en ny kampagne rettet mod de unge i alderen 20-25 år.

Kampagnen skal hjælpe styrelsen med at oplyse unge om kemi, og et konsortium bestående af PR- og kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese og mediabureauet IUM er blevet valgt til at føre projektet ud i livet.

– Det er en udfordrende og vigtig opgave, Miljøstyrelsen har stillet os, og vi glæder os til at løse den. Unge i starten af 20’erne er svære at nå, fordi de bombarderes med tusindvis af budskaber hver dag. For at få gennemslagskraft skal budskabet både skille sig ud og nå de unge, hvor de er. Kreativitet og indsigt i målgruppen er nøgleord, og derfor vil kampagnen få et digitalt og socialt omdrejningspunkt, siger Maria Steno, adm. direktør i Geelmuyden.Kiese.

Med kampagnen for Miljøstyrelsen, der budgetmæssigt ligger omkring fire millioner kroner, kan Geelmuyden.Kiese og IUM føje endnu en offentlig kampagne til den fælles portefølje: De to bureauer har tidligere i fællesskab udarbejdet kampagner for blandt andre Trafikstyrelsen.