I løbet af sommeren kom danske Lego, amerikanske Mattel og andre multinationale legetøjsproducenter i mediernes søgelys, da det papir, som emballerer deres legetøj, viste sig at indeholde ulovlige træfibre fra tropiske skove.
Den forkætrede papiremballage stammede bl.a. fra den asiatiske papirleverandør APP, som anklages for at drive rovdrift på de indonesiske regnskove. Og dermed være en trussel mod tigre og aber på eksempelvis Sumatra.
Sagen fik også en del opmærksomhed herhjemme. Måske fordi den dukkede op i kølvandet på en omfattende kampagne fra kommuner og statslige styrelser, der forsøgte at stemple tryksager som fæle CO2-syndere.
De historier fik eksempelvis Grafisk Arbejdsgiverforening (GA) til at opfordre sine medlemmer til at informere kunderne om papirets oprindelse, og lade den grafiske branche gå forrest i kampen for sporbarhed og certificeringer.
I Markedsførings spalter gjorde GA sig eksempelvis bemærket i en artikel fra juni, hvor foreningen gjorde hvad de kunne for at slå fast, at papir – og i særdeleshed tilbudsaviser – herhjemme ikke nødvendigvis er ensbetydende med uansvarlig træhugst i regnskovene. Tværtimod er fældning af træer til brug i Danmark og Europa
en gevinst for skovene, lød det.
Den oprindelige sag fra Indonesien fik alverdens miljøforkæmpere på barrikaderne. Heriblandt den amerikanske afdeling af Greenpeace, der indledte en kampagne, hvis ene video siden er blevet set af næsten en halv million mennesker på Youtube.
Filmen – hvor en pikeret Ken er så sur på orangutangernes vegne – er et led i Greenpeaces anti-Mattel-kampagne, og miljøchef Carsten Bøg fra Grafisk Arbejdsgiverforening opfordrer til, at virksomheder ikke overlader arenaen fuldstændig til Greenpeace og lignende organisationer.
– Uanset om der er hold i anklagerne, står den grafiske branche sig bedst ved ikke at overlade ansvaret om papirets oprindelse alene til Greenpeace og andre NGO’ere. Det bør først og fremmest papirproducenterne – men også papirleverandørerne, de grafiske virksomheder og deres kunder selv tage ansvar for, siger han.
Du kan se Ken rase mod træfældning herunder:
/embed>/embed>/embed>