Det er ikke kun herhjemme, den danske arkitekt Bjarke Ingels høster hæder og ære for sine visionære projekter. Også i USA, hvor avisen Washington Post har kåret ham til ”Innovator of the Year for Architecture” og kalder ham ”one of the design world’s rising stars”, er han Big Business.

Derfor var Bjarke Ingels også det naturlige valg som fortæller i VisitDenmarks nye videokampagne, der lige nu er i fuld gang med at øge amerikanernes kendskab til de mange arkitektoniske oplevelser, de kan få i Danmarks hovedstad – herunder Ørestaden, Christiania og Tivoli.

VisitDenmarks onlinemanager, Tai Højer Klan, fortæller, at kampagnen netop er målrettet amerikanere med interesse for arkitektur og design:

– Og blandt disse har Bjarke Ingels utvivlsomt en meget høj stjerne. For at visualisere hans fortælling om arkitektoniske perler i København gør vi også brug af en masse Instagram-billeder fra almindelige mennesker. Målet er, at understøtte og facilitere den personlige anbefaling, som har en meget høj troværdighed blandt amerikanere. Faktisk er det noget af det, der betyder allermest, når de skal vælge rejsemål, siger han.

Har vundet flere priser
Og noget tyder på, at VisitDenmarks markedskontor i New York har ganske godt styr på deres kampagne-aktiviteter, for to af deres seneste satsninger er blevet belønnet med hele fem marketingpriser.

I september sidste år anerkendte det amerikanske B2B magasin ”Travel Weekly” VisitDenmarks videokampagne ”Validate Your Love” med en Magellan Gold Award, der uddeles til de bedste turismekampagner i branchen.

Siden vandt samme kampagne – der blev lavet i samarbejde med SAS og Wonderful Copenhagen i regi af projektet Global Connected – også en AVA Digital Award af guld i kategorien ”Video for the web/travel” samt en PR News’ Social Media Icon Award.

Også VisitDenmark-kampagnen “Things Are far from normal in Copenhagen” blev hædret med en AVA Digital Award – og en PR News’ Social Media Icon Awards fulgte, trods konkurrence fra giganter som T-Mobile og Time Inc. Kampagnen blev lavet i samarbejde med satiretegnerne Wulffmorgenthaler.

Skæve ideer er bedst
Trods de mange priser er Danmark – skal det retfærdigvis siges – en meget lille aktør på et meget stort amerikansk marked, og netop derfor gælder det om at have de lidt skæve og anderledes marketingbriller på.

– Eftersom vi ikke har midler til et stort marketingstryk, er det naturligvis essentielt, at vi fortsat laver skæve, innovative og engagerende kampagner, der rammer i hjertet af vores målgrupper. Det er på denne måde, vi som land bedst gør opmærksom på os selv og øger kendskabet bedst muligt for de midler, som vi har, siger Tai Højer Klan.

Se filmen med Bjarke Ingels her.