Kassen er tom i konditorkæden Agnes Cupcakes, der kæmper for at få nye ejere ind og redde virksomheden, der måtte en tur gennem mediemøllen i fjor.

Det skriver dagbladet Børsen.

Selskabet kom i hård modvind, da det kom frem, at virksomheden ansatte sine unge medarbejdere på “slavelignende kontrakter”, som det blev kaldt af en arbejdsmarkedsforsker.

– Vores ejere blev skræmte af alt det, der er foregået i medierne, og de vil ikke komme med flere penge. Derfor står vi her og skal videre med virksomheden, og vi er i gang med at få nogle nye investorer ind, siger Kristian Vangsgaard, der er medstifter, men ikke ejer noget af selskabet.

Selskabet har bedt Skifteretten ved Sø- og Handelsretten i København om at komme under rekonstruktion – det som tidligere blev kaldt betalingsstandsning.

Egenkapitalen er ifølge Vangsgaard væk.

 

Børsen