I en række reklamefilm henover de næste par måneder vil man kunne følge Bent – med efternavnet Fabricius-Bjerre – og Søren – med efternavnet Rasted – i deres kreative proces med at sammensætte nye toner for TDC.
– Bent og Søren har gang på gang vist, at de med deres musik bedre end nogen kan nå bredt ud og engagere danskerne. Det passer jo perfekt med, hvad TDC vil. Kombinationen af to så forskellige og anerkendte musikere, mener vi, er helt rigtig for at skabe en tone, som hele Danmark kommer til at lytte til de næste mange år, siger Tomas Pietrangeli, marketingdirektør i TDC Privat.
Også de to kendte musik-personligheder ser frem til udfordringen.
Bent Fabricius-Bjerre, som blandt andet har givet danskerne de musikalske temaer til tv-serien Matador og til Olsen-Banden-filmene, siger:
– Jeg har altid takket pænt nej til at blive forbundet med et specielt firma eller produkt, selvom jeg er blevet spurgt adskillige gange. Denne gang er det dog væsentlig anderledes. Søren og jeg er blevet bedt om at skabe en ny tone til TDC. Det er den kreative proces, kampagnen handler om. Søren og jeg har tidligere arbejdet sammen omkring et nummer til Jukeboks cd-en, så jeg glæder mig til en genforening.
Det samme gør Søren Rasted, som især er kendt som medlem af det legendariske band Aqua.
– Jeg har først og fremmest valgt at kaste mig ud i denne udfordring, fordi jeg får mulighed for at arbejde med Bent. Det bliver en ekstrem interessant proces at skabe en tone på få sekunder, der også skal være et hit om mange år, siger han.
Teleselskabet lancerede for nylig et abonnement kaldet ”TDC til TDC”, hvor man kan ringe ubegrænset for 49 kroner pr. måned til 1,8 millioner andre mobilkunder i selskabet.
I dag hører ”TDC til TDC”-kunderne en kort tone, der markerer, at der er en TDC-kunde i den anden ende, og at opkaldet dermed er uden beregning.
Den nye tone får premiere til efteråret.