En blanding af markante politikere, erhvervsfolk og kulturpersonligheder danner et ambassadørkorps, som vil bakke op om World Outgames 2009, der forventes at tiltrække omkring 8.000 homoseksuelle fra hele verden til København i juli næste år.
Listen med de mere end 50 personligheder tæller blandt andet alle danske kulturministre gennem 25 år, fremtrædende meningsdannere og en enkelt biskop.
Ambassadørkorpset skal være med til at sende et signal til det internationale samfund om, at Danmark er et land, der værdsætter tolerance, kulturel mangfoldighed og personlig frihed.
– Vi har skabt en varm, tæt kreds af markante danskere, der har takket ja til vores invitation om at blive en del af dem, vi kalder ”Stjerner”. Det er folk, som kan se perspektivet i Outgames, og som forstår, at der er tale om et spejl på alle menneskers frihed – og derfor vil de ultimativt lyse op i et til tider mørkt landskab. Vores fælles mål er at gøre København til en endnu bedre by at bo, arbejde og leve i, siger World Outgames’ direktør, Uffe Elbæk.
Blandt ambassadørerne er Steen Hildebrandt, der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet og fag-redaktør for ledelse på Dagbladet Børsen, forfatteren Hanne Vibeke Holst, Tine Scheuer-Larsen, tidligere professionel tennisspiller og biskop over Århus Stift Kjeld Holm.
– Jeg støtter af et fuldt hjerte World Outgames, fordi fællesskab, tolerance og udvikling skabes af et samvær på tværs af traditionelle grænser og skel. World Outgames nedbryder grænser mellem nationer, seksuelle holdninger og fordomme. Det er globalisering i praksis. Og det er et udtryk for, at håb og tolerance er mulig i en splittet verden, siger Kjeld Holm.
sm