Når integrerede kampagner skal versioneres på tværs af platforme og kontaktpunkter, er det ofte en dyr fornøjelse.

Derfor opruster Kernel med ny forretningsenhed, hvis erklærede formål er at reducere produktionsomkostningerne ved eksekveringsdelen af især større integrerede kampagner.

Det strategiske bureau med kontorer i Aarhus, København, Manchester og Hamburg har gennem et stykke tid oplevet, at den taktiske manøvre omkring eksekvering af kampagner har udviklet sig til et rent og skært prisspørgsmål på lige fod med almindelige produktionsomkostninger.

Det er typisk internationale kunder med et stort versioneringsbehov, som har særlig fordel af at kunne reducere omkostningerne til eksekvering af kampagner. I øjeblikket sker der en stigning i digitale kontaktpunkter på tværs af landegrænser og flere nye platforme kommer til hver dag. Den kommunikation man udvikler til disse platforme har traditionelt set været dyr at sprogversionere, producere og distribuere.

Et taktisk tiltag

Med den nye forretningsenhed, som har fået navnet Kernel Factory, er alle sejl sat til at reducere kundernes omkostninger og forhindre unødvendige benspænd for veltilrettelagte kampagner.

– I en tid, hvor marketingbudgetterne er under pres, skal marketingcheferne kunne stå inde for hver eneste krone, de bruger. Vi sikrer, at der ikke bruges flere penge end nødvendigt på at producere, versionere og distribuere integrerede kampagner, fortæller Peer Brændholt, adm. direktør for Kernel Global, og tilføjer:

– Med vores nye setup kan vi tilbyde vores kunder alt lige fra versionering til færdiggørelse af kampagner til en stærkt reduceret pris – faktisk fra 500 kroner i timen. Det gælder altså alt det arbejde, som ligger efter det kreative og konceptuelle arbejde, men som er strengt nødvendigt for at få kampagnerne færdigudviklet og implementeret på de enkelte markeder.

Den nye forretningsenhed kommer til at tage sig af produktion og versionering af alle typer materialer samt distribution af al indhold. Det være sig print, emballage, POS, præsentationer, film, audio eller andet digitalt indhold.

Samme projektleder

Peer Brændholt forklarer, at det firma er bygget op omkring Kernels kontor i Manchester, ligesom man har indgået et samarbejde med en produktionsenhed i Rumænien, som han dog ikke mener kan sammenlignes med de setups, som hidtil har været forbundet med grafisk produktion, der er outsourcet til Asien.

– I vores tilfælde vil kunden opleve, at det er den samme projektleder, som er med hele vejen. Det sikrer, at der ikke på noget tidspunkt går hverken indsigt eller forståelse tabt, eller der i øvrigt skal bruges en masse tid på endeløse briefs, fastslår Peer Brændholt og fortæller, at Kernel Factory bygger på et online proofing- og fil-delingssystem, som gør det muligt for kunderne at tilgå filer, uanset hvor de befinder sig i verden.

– Kunderne får frigjort ressourcer, som de i stedet kan investere i udviklingen af rigtige strategier og effektive kreative koncepter, konstaterer han.

Bytte-handel

Det er dog ikke kun på produktionssiden, at Kernel gearer op. Fra 1. marts har man også ændret på sit Hamburg set-up. Her indgår man et samarbejde med det tyske reklamebureau, Pioneer New Ground, som Kernel nu deler lokaler med, og som man har købt sig ind i ved at give ”tyskerne” en andel af Kernel.

Pioneer New Ground får mulighed for at udnytte ressourcerne i Kernel Factory og de strategiske tanker, der ligger i Kernels tilgang til meaningful marketing. Til gengæld får Kernel med Pioneer New Ground lettere adgang til det tyske marked og til lokale ressourcer, hvilket har vist sig at være mere komplekst end oprindeligt forventet. Ledelsen af Hamburg-kontoret bliver overtaget af Frank Hartman, som også leder Pioneer New Ground.

– Vi glæder os til samarbejdet med Kernel, og ser især Kernels fortolkning af næste generations kommunikation som ”meaningful marketing” som en stor mulighed for at udbygge vores forretning på det tyske marked, siger Frank Hartman.