Selv om Mikkel Kessler hører til blandt landets største sportsnavne, smitter det slet ikke af på hans sponsorindtægter, og det er bokseren og hans uprofessionelle rådgiveres egen skyld.
Det hævder Simon Bastiansen, der er direktør i Sponsor Insight.
– De har efter min vurdering begået alle klassiske fejl. For det er Mikkels venner, der forsøger at sælge ham. Og det virker ikke professionelt. Jeg har set deres koncept og må erkende, at jeg løb skrigende bort, siger han til Ekstra Bladet.
I øjeblikket tjener Mikkel Kessler ”kun” en million sponsor-kroner årligt. De stammer fra hans eneste reele sponsor, tøjfirmaet Jack & Jones.
Men Simon Bastiansen mener, at Mikkel Kessler burde tjene optil fem millioner kroner om året i sponsorater.
Mikkel Kesslers manager, Simon Lundt Hansen, forklarer imidlertid, at det er sværere end som så at få virksomheder til at investere i boksesporten.
– Der er rigtig mange, der ikke vil associeres med en sportsgren som boksning. Mange firmaer har nok en barriere, de skal komme over, når vi snakker sponsering af boksere. Det er de færreste, der vil se deres logo, hvor der er blod, siger Simon Lundt Hansen.