Efter den massive kritik af markedsføringen af Vodkanissen fra både myndigheder, organisationer og forbrugere, ændrer Kildespring med øjeblikkelig virkning sin markedsføring af produktet.
Adm. direktør Peer Slynge fra Kildespring siger i en pressemeddelelse i dag:
– Vi undskylder, at vores markedsføring har kunnet give anledning til at opfatte produktet som værende rettet mod børn og unge. Det har på ingen måde været hensigten. Tværtimod var produktet ment som et alternativ til diverse julebryg. Vi tager kritikken til efterretning og ændrer straks markedsføringen af produktet.
Vodkanissen vil ikke blive markedsført yderligere i detailsektoren, ligesom indholdet på hjemmesiden er udskiftet. Ændringerne er ifølge direktøren udført, så det ligger uden for enhver tvivl, at produktet ikke er rettet mod børn og unge.