Fra midten af marts melder Kildevæld sig på banen med både nyt design og nye smagsvarianter. Kildevæld kendes allerede af stort set alle danskere og er top of mind hos mange forbrugere. Uhjulpet nævner 36 procent Kildevæld som det første vandbrand, og den position skal fastholdes og øges.
Kildevæld er som brand blevet analyseret og finjusteret i forbindelse med salget fra Carlsberg til Coca-Cola Danmark, og nu er brandet så klar med en ny profil.
– Vi tror på, at vand med smag kommer til at drive vandmarkedet i de kommende år, og vi glæder os til at opleve forbrugernes respons på de to nye varianter, siger Marianne Frisenvang, der er business manager i Coca-Cola Danmark.
De to nye smagsvarianter bliver citrus og fersken, og de er valgt, fordi de scorede absolut flest point ved testsmagning i målgruppen.
Nyt mønster
Hidtil har udviklingen i Danmark og væksten på vandmarkedet hovedsagligt været drevet af salg af vand uden smag. I 2008 var 21 pct. af flaskevandet (med og uden brus) tilsat smag, og faktisk har den andel interessant nok været faldende de senere år.
Udviklingen i USA og det øvrige Skandinavien har derimod længe vist, at markedet for flaskevand med smag er enormt. I Sverige er mere end hver anden vand, der bliver langet over disken en vand med smag.
– Og derfor tror vi, at vækstmønsteret herhjemme vil ændre sig. Vand med smag indeholder nemlig både mindre syre og sukker end andre drikkevarer og er derfor et godt valg, når man vil have noget andet end en klassisk frisk og kold Kildevæld. Så vi tror på fortsat vækst i markedet for vand både med og uden smag, siger Marianne Frisenvang.
I 2008 blev der solgt mere end 100 millioner flasker vand i Danmark.
Design er vigtigt
Kildevæld henvender sig til den unge forbruger i alderen 15 til 29 år, der går op i både sundhed, design og smag, og netop på design-fronten er der klare krav fra forbrugerne.
– Vores research har vist, at et brand som Kildevæld skal signalere renhed og enkelhed, og samtidig skal det være lige så sofistikeret og gennemdesignet som en iPod. De forbrugerønsker har vi forsøgt at samle i vores nye design, der er præget af enkelhed og luksus på én og samme gang. Enkle, rene linjer suppleret med sølveffekt giver det rette udtryk på de nye etiketter, siger Marianne Frisenvang.