Giver det mening at skære ned, når hovedpersonen er en dværg? Nej, så Tele2 fjerner helt helten Small Bill og hans kamp igennem fire år mod Big Bills. Og logoet ryger samme vej.
Teleselskabet skal have ny visuel identitet i hele Europa – en identitet, der samtidig skal fremhæve ”selskabets høje ambitioner om høj kvalitet og kundetilfredshed.”
– Small Bill har gjort det rigtigt godt. Tele2 kom ind på markedet som det billigste selskab, og derfor blev Small Bill vigtig for os. Vi skal stadig være de billigste, men vi vil også afspejle forbrugernes forventninger om, at man hos Tele2 får god service og høj kvalitet, siger adm. direktør i Tele2, Thomas Nistrup.
Det kommende payoff ”Hvorfor betale mere?” skal ifølge Nistrup understrege, at Tele2s produkter matcher markedets bedste, men til markant lavere priser. I december offentliggjorde Forbrugerstyrelsen og IT- og Telestyrelsen en undersøgelse over serviceniveauet blandt 26 danske mobilselskaber, der placerede Tele2 på førstepladsen.
Og lidt symbol-service: Tele2s nye farver bliver gul (i annoncer) og sort (i logo). Gul symboliserer her ”fart og høj aktivitet”, mens selve logoet signalerer ”dynamik og konstant bevægelse”.
peng