Det globale kommunikationsbureau Burson-Marsteller har hyret ny administrerende direktør i Danmark. Det bliver 36-årige Kim Larsen, som har været rådgiver i Burson-Marsteller siden 2004.
Han overtog hjørnekontoret den 1. april fra Maria Sennels, der fremover skal lede bureauets forretning inden for forandringskommunikation på globalt plan.
– Jeg glæder mig til at fortsætte den udvikling, vi er i gang med. Vi har et stærkt team, klare spidskompetencer og et globalt reach, som ingen af vores lokale konkurrenter kan matche, mener Kim Larsen, der fortsat vil være aktivt engageret i rådgivningen af bureauets kunder.
Maria Sennels, der har stået i spidsen for den danske del af Burson-Marsteller forretningen i fem et halvt år, fortsætter sin karriere som global leder af bureauets ”change practice”. 
Hun har således i løbet af de seneste år sideløbende med jobbet som administrerende direktør i Danmark, opbygget et internationalt team af eksperter i forandrings- og ledelseskommunikation. 
Det er ifølge kommunikationsbureauet et forretningsområde i vækst, og Maria Sennels vil fremover koncentrere sig om at drive og udvikle dette område globalt og samtidig fungere som rådgiver for en række danske kunder.
– Flere og flere af verdens helt store virksomheder har fået øjnene op for, at effektive forandringsprocesser kræver ordentlige interne processer og ledelseskommunikation.  Vi har gang i flere meget store projekter, som jeg glæder mig til at koncentrere mig om samtidig med, at jeg ser frem til at bruge mere tid på at udvide vores globale forretning på dette område, slutter Maria Sennels.