KiMs-koncernen omsatte for en halv milliard kroner i 2005 og nåede 70 mio. kr. i driftsresultat. Det bedste resultat i virksomhedens historie. KiMs bruger mange ressourcer på at udvikle nye produkter og have fokus på tiltag, der imødekommer forbrugernes ønske om sundere produkter.
Rekordresultatet dækker dog over et lille fald i nettoomsætningen fra 528 mio. kr. i 2004. Årets nettoresultat blev et overskud på 43 mio. kr. mod 41 mio. kr. året før.
– Vi står stærkt på det danske marked med et superbrand og har en god udvikling på eksportområdet, men det er en position, der hele tiden skal forsvares. Konkurrencen er hård, og forbrugerne har mange valg derude ved hylderne i detailhandlen, siger adm. direktør Carsten Hänel.
KiMs forsvarer og udbygger sin position gennem innovation og produktudvikling.
– Vi er markedsleder, og det forpligter – vi skal være først med det sidste, når danskerne er sultne for sjov. Vi har gennem flere år forberedt os på forbrugernes stadigt større ønske om chips og snacks med lavere fedtindhold. I 2004 købte vi Trope, der producerer natursnacks, vi har introduceret chips med mindre fedt, f.eks. minimalserien, vi har vedtaget en fedmepolitik, der fortæller om vores holdning og handling både indadtil og udadtil, vi har indgået sponsorater, der støtter børn og unge i at dyrke motion, vi reklamerer ikke i forbindelse med børneudsendelser osv., siger Carsten Hänel, som forventer, at 2006 også bliver et godt år for KiMs med fortsat vækst.
KiMs-koncernen har 227 fuldtidsansatte og indgår i den markedsledende chips- og snackkoncern i Norden, Chipskoncernen. Chipskoncernen er 100 pct. ejet af Orkla.