KiM’s nye administrerende direktør fra 1. april 2004 er Carsten Hänel, som kommer fra et job som salgsdirektør i virksomheden. Han afløser KiMs’ adm. direktør siden 2000, Jørn Tolstrup Rohde, der forlader virksomheden for at blive senior vice president hos Carlsberg.
Carsten Hänel har været hos KiMs i fem år. Først som national salgschef og siden 2000 som salgsdirektør. Tidligere har han været ansat hos Dandy og Danisco Foods.
KiMs har på et marked, der er præget af hård konkurrence, opnået en historisk markedsandel på 51 pct. I begyndelsen af året indtog KiMs’ brand en position som landets femte stærkeste i en omfattende brand-analyse fra TSN Gallup, hvor 10.000 blev spurgt om 387 brands.
– Det er til stadighed en udfordring at fastholde og udbygge KiMs’ stærke position både herhjemme og på eksportmarkederne. Jeg glæder mig til opgaven, der skal løses i samarbejde med ledergruppen og KiMs’ medarbejdere, siger Carsten Hänel.
På det nationale salg bliver Kim Munk udnævnt til salgsdirektør. Kim Munk har været i KiMs i 4 år og kommer fra en stilling som National Key Account Manager. Kim Munk indtræder i KiMs’ ledergruppe.