Orklas danske sammenlægning af forretningsenhederne Orkla Foods og Orkla Confectionery & Snacks betyder blandt andet, at Kims skifter ud på marketingdirektør-posten.
Ny marketingdirektør bliver Jeanette Ruby, som kommer fra en stilling som Marketing & Innovation Director hos Orkla Foods.
Hun bliver samtidig marketingansvarlig for hele Orklas brede portefølje af dagligvare- og fødevarebrands, hvor Kims med kåringen som dagligvarebranchens stærkeste brand har gjort sig ekstra bemærket.
Orkla tager med rokaden afsked med Kims’ marketingdirektør, Lars Hørlyck Christensen.
Han har de sidste fem år stået i spidsen for Kims-brandet og har medvirket til at forny Kims’ legendariske reklameunivers med en ny frontfigur i skikkelse af skuespiller Jesper Groth.
Missionen er lykkedes
Lars Hørlyck Christensen efterlader et brand, som foruden at vælte selveste Coca-Cola ned af pinden som dansk dagligvarehandels stærkeste brand også kan præstere snack-kategoriens uden sammenligning højeste top-of-mind.

Derfor ærger det selvfølgelig Lars Hørlyck Christensen at skulle tage afsked med brandet.
– Jeg glæder mig over, at vi er lykkes med vores sceneskift og kursen nu er lagt for at bringe smag og kvalitet, som for Kims vedkommende omhandler krydderier, tydeligere i spil med Tommy, både kreativt og ikke mindst i købsøjeblikket, siger Lars Hørlyck Christensen og henviser til study af snack-kategorien, som sidste år blev foretaget af Aarhus Universitets MAPP Center.
Med en fod på vej ud af døren, vil han i øvrigt gerne understrege, at det som marketingdirektør, er vigtigt at huske, at man kun har et brand til låns.
– Ser vi på det nuværende reklameunivers, så har det rødder helt tilbage til 1997, hvor vi stødte ind i Jørgen for første gang, og jeg var marketingchef hos Toms. Så jeg har jo også meget at takke mine forgængere for. Men jeg tror jo netop på, at det at være konsistent, og hele tiden vedligeholde og investere i brandet, har været Kims store styrke og baggrunden for, at vi er nået dertil, hvor vi er nået i dag, siger Lars Hørlyck Christensen.
Kims udmærker sig blandt andet ved at være eneste brand i snack-kategorien, der præsterer en Net Promoter Score (NPS) med positivt fortegn og et uhjulpet kendskab, hvor tre ud af fire danskere nævner Kims først.
Derfor er der heller ingen udsigt til, at der bliver ændret ved Kims nye reklameunivers, når Jeanette Ruby overtager roret.
Hun understreger, at hendes opgave bliver at fortsætte brandets øjeblikkelige momentum.
Forankret i folkesjælen
– Jeg påtænker på ingen måde at komme ind fra sidelinjen og skulle lave en masse om. Man skal have respekt for brandet. Kims er jo et brand, der er forankret i den danske folkesjæl, siger Jeanette Ruby og fortsætter:
– Vi skal styrke Kims-brandet fra det fundament, som det allerede har. Jeg synes, at marketing-teamet med Lars i spidsen, har gjort det utrolig godt, og jeg vil gerne understrege, at sammenlægningen ikke er nogen sparerunde, men først og fremmest skal give os styrken til at møde fremtidens udfordringer og muligheder i tæt samarbejde med vores kunder.
I det nye setup fortsætter Kims-brandet med at have sit eget selvstændige marketing-team, der fortsat vil være lokalt forankret på fabrikken i Søndersø.