I nærmest en menneskealder har Jørgen været med til at skabe genkendelighed og kontinuitet for KiMs’ snacks både blandt medarbejdere og kunder.

– Med de nye, globale udfordringer, som KiMs står over for, er det dog blevet nødvendigt at hente friske kræfter ind til at lede organisationen i en ny retning, oplyser selskabet i dag i en pressemeddelelse.

Efter gensidig aftale med Jørgen er det derfor blevet besluttet, at han trækker sig fra sin eksisterende rolle og stopper samarbejdet med KiMs med øjeblikkelig virkning. 

– Jørgen har gjort et ihærdigt stykke arbejde med at tegne virksomheden i offentligheden de sidste 17 år, og der er ingen tvivl om, at hans fravær vil blive bemærket både på hovedsædet i Søndersø og blandt de mange dedikerede fans i den danske befolkning. Ikke desto mindre kræver den nye stil og kommercielle tilgang, som KiMs ønsker at navigere efter, at nye kræfter og idéer kan komme til på Jørgens position, skriver KiMs.

Og med den vanlige humor fortsættes:

– Det seneste døgn har der desuden floreret mange rygter om baggrunden for Jørgens afsked med KiMs, hvilket KiMs ikke ønsker at kommentere yderligere på. Det skal dog på det kraftigste understreges, at der ikke er aktuelle planer om at sælge KiMs A/S til kineserne.

Globale udfordringer, skriver I i jeres pressemeddelelse? Skal KiMs til at være en eksportvare?

– Nej, det ligger ikke i kortene. Vi er glade for vores position på det danske marked, siger KiMs’ marketingdirektør Anne With Damgaard.

Kommer der et nyt reklameunivers?

– Jeg vil sige det på den måde, at vi videreudvikler vores univers.

Anne With Damgaard fortæller desuden, at man sammen med Partners og mediabureau PHD på flere fronter har været ude at prøve nye tiltag på marketingfronten i forbindelse med kampagnen, herunder et nyt annonceformat hos BT i dag. 

KiMs opforderer i øvrigt til at følge med på Facebook.

Fakta om Jørgen:

  • Jørgen har været 17 år hos KiMs (siden 1997)
  • Der er indspillet mere end 100 reklamefilm med Jørgen.
  • Wibroe Duckert & Partners er reklamebureauet bag Jørgen.
  • Tv-reklamerne om Jørgen er Danmarks ældste historiefortællende reklamer.
  • I 2011 blev Jørgen udnævnt til æresborger i Nordfyns Kommune

Se filmen hvor Jørgen får sig en overraskelse her.