Inden længe køber kinesere en større, dansk virksomhed. Sådan lyder vurderingen nu fra banker og advokater, som hver eneste uge får henvendelser fra kinesiske virksomheder, som ønsker at komme ind på det danske marked. Samme melding kommer fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som har åbnet et kontor i Kina for at håndtere interessen.
– Indtil nu har vi kun set små investeringer, men jeg håber, at der kommer et par milliardtransaktioner i år, siger Monica Reib, partner i Bech-Bruun.
Den kinesiske regering ønsker at øge fokus på blandt andet grøn vækst og teknologi over de næste fem år. Og derfor peger pilen på Europa – heriblandt Danmark.
/ritzau/