Det skriver Ford i en pressemeddelelse og tilføjer, at den samlede købesum er på 1,8 milliarder dollar. Den amerikanske bilkoncern har været ejer af Volvos personbildivision siden 1999.
– Volvo er et udmærket varemærke med en række stærke produkter, og selskabet er igen begyndt at give overskud efter en vellykket omstrukturering, siger Fords administrerende direktør, Alan Mulally.
– Vi er sikre på, at Volvo går en stabil fremtid i møde under Geelys ejerskab, tilføjer han i en kommentar til pressemeddelelsen.
Glidende overgang
Ford fortsætter med at samarbejde med Volvo på en række områder for at opnå en glidende overgang. Ejerskabet er dog ikke helt overgået til Geely.
I en overgangsperiode skal Ford forsyne Volvo med komponenter og vil på en række andre felter, blandt andet informationsteknologisk, hjælpe den nu kinesiskejede svenske bilproducent.
Geelys bestyrelsesformand og grundlægger, Li Shufu, bliver ny bestyrelsesformand for Volvo Personvagnar, når selskabet er indlemmet i den kinesiske koncern.
Ny direktør
Den tidligere chef for Volkswagen i Nordamerika, Stefan Jacoby, bliver som ventet Volvos næste administrerende direktør ifølge en pressemeddelelse fra Geely.
– Jeg føler mig beæret over at blive en del af et selskab med Volvos respekt og vækstmuligheder, siger Jacoby i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Volvos ansatte, leverandører, forhandlere og ikke mindst kunder kan være sikre på, at Volvo vil beholde sin enestående førerposition inden for sikkerhed og innovation, og i sin ekspansion på nye markeder.
Ritzau