Den kinesiske producent af vindmølletårne, som Vestas blandt andet benytter sig af i Kina, Titan Wind Energy, er klar til at gøre sit indtog på det danske marked.
I sidste uge meddelte den kinesiske producent af vindmølletårne Titan Wind Energy, at selskabet netop har åbnet et dansk aktieselskab med en aktiekapital på 500.000 kr. Den nye virksomhed, der hedder Titan Wind Energy (Europe) A/S, skal være et omfattende foretagende, fremgår det.
Selskabet skal nemlig både indeholde en forsknings- og designenhed, mens produktionen og salget af vindmølletårne også skal varetages af den danske del af den kinesiske virksomhed.
Danske Vestas har allerede et nært forhold til netop Titan Wind Energy, idet Vestas kinesiske del har en rammeaftale med Titan Wind Energy i Kina. Rammeaftalen, der blev indgået i slutningen af 2011 løber over tre år, og forpligter Vestas Towers A/S til at købe mindst 185 enheder i 2012, og mindst 350 enheder i både 2013 og 2014.
Epn.dk