Netpirater fra især Kina kaster sig i disse dage over de danske mailbokse. Om natten vælter flere hundrede tusinde phishing- og spam-mails ind gennem Stofas servere.
– De har helt tydeligt udset sig natten til deres svindel-mails, fortæller Stofas sikkerhedschef, Torben Mellerup. Han har hen over sommeren set piraterne blive mere og mere aggressive – og rigtigt mange angreb kommer fra kinesiske adresser.
Derfor sætter Stofa i dag en ekstra sikkerheds-funktion på web-mail i et forsøg på at bremse piraterne, som ind i mellem har succes med at få mailkunder til at oplyse brugernavne, adgangskoder eller kontooplysninger.
– Det er et filter, som blot sikrer, at hvis nogen vil sende en web-mail med flere end fem modtagere, skal de udfylde en check-formular – og da spamere pumper mails ud i tusindvis via et computerprogram, som ikke kan aflæse teksten i ckeck-formularen, vil det bremse mange mails, forklarer Torben Mellerup.
Torben Mellerup forklarer videre, at advarsler i dag bliver lagt ud på stofa.dk, hvor det også er muligt at læse mere om, hvilke mails man skal være ekstra opmærksomme på.
– Og ellers kan jeg kun opfordre både vores og andres kunder til at bruge deres sunde fornuft – og er man i tvivl, så lad være. Det er værd at overveje sandsynligheden for, at din internet-udbyder eller bank helt uopfordret henvender sig for at få dine personlige oplysninger, slutter Torben Mellerup.