Wang Wei hader spørgsmål om Tibet. Han orker ikke at svare på dem. Og han mener ikke, at udenlandske medier forstår Kina.
Wang Wei har som generalsekretær for Beijings olympiske organisationskomité været til rådighed næsten dagligt for udenlandske medier ved fælles pressekonferencer sammen med en talsmand for den internationale olympiske komité (IOC).
Og hver eneste gang har udenlandske journalister været på pletten med spørgsmål om menneskerettigheder, Tibet og manglende ytringsfrihed Kina.
Hidtil har Wang Wei vist tydelige frustrationstegn, men klaret mængden af irriterende spørgsmål.
Fredag havde den 57-årige generalsekretær imidlertid ikke mere tålmodig tilbage og blev rasende, da spørgsmål om Tibet endnu engang bragede af sted i byger mod ham.
– Al den kritik i det her rum reflekterer bare, hvor lidt medierne forstår Kina. Det var det samme, der skete, da faklen var på rundtur uden for Kina. Hvad angår emnet Tibet, ved medierne ikke ret meget om det, sagde Wang Wei.
Skriv sandheden!
Den kinesiske generalsekretær havde ikke meget tilovers for særligt de tilstedeværende udenlandske medier, som han beskyldte for at skrive forkerte historier om forholdene i Kina.
– Folk på gaderne er glade og ser optimistisk på deres fremtid. Atleterne er glade for deres præstationer, for konkurrencerne, arenaerne og alt det, de ser. Men medierne, ikke alle, men nærmere nogle få, er på jagt efter noget at skrive om. Det har jeg forståelse for, men så vil jeg gerne bede dem om at skrive sandheden, tak, lød det fra Wang Wei.
Striden mellem medierne og Wang Wei kulminerede fredag med, at generalsekretæren måtte forholde sig til, om det overhovedet var en god idé at lade Beijing arrangere de olympiske lege.
– Jeg mener, at historien vil vise, hvad Kina virkelig er. Historien vil vise, hvor rigtigt det var af IOC at tildele Kina de olympiske lege, svarede Wang Wei.
Kinesiske topembedsmænd bliver sjældent udsat for kritiske spørgsmål fra den nationale presse, da landets regering kontrollerer langt størstedelen af Kinas medier.
Og når OL om få dage er slut, kan Wang Wei puste ud og glæde sig over, han ikke længere behøver at stille op til interview, hvor han offentligt bliver stillet spørgsmål, som han ikke bryder sig om.
/ritzau/