Han udgav over 50 albums, spillede tusindvis af koncerter og skrev sit navn ind i musik-historiebøgerne som kongen af blues.
I sidste uge døde han, 89 år gammel – B.B. King – manden, der i årtier har fortryllet blues-fans over hele verden med lyden af ”Lucille”, som han kaldte sin guitar.
Men hvad færre måske ved, så var han gennem en lang årrække også aktiv som brand-ambassadør og reklame-frontfigur.
Primært for apparater til måling af blodsukker – han led selv af diabetes – men også for andre brands. Og som regel var der en mening med galskaben, når han stillede op.
Fx optrådte han i midt 90’erne i en australsk McDonald’s-reklame. Det kan måske forekomme bizart, når han nu led af diabetes, men reklamen var en ganske rørende historie om en talentfuld 13-årig dreng, der spillede guitar for at få tankerne væk fra den leukæmi-sygdom, han led af.
Den seneste reklame, B.B. King optrådte i – om end det var en kortvarig optræden – kom fra Toyota. Det var en reklame for Camry-modellen, og historien var bygget over en ”true story”, som det hedder.
Da Lucille forsvandt
Historien er, at guitar-producenten Gibson i anledning af B.B. Kings 80 års fødselsdag lod 80 Lucille-guitarer fremstille. Det var modellen ES-345, som han oftest brugte.
Blues-stjernen fik den ene af dem i fødselsdagsgave, men i 2009 blev den stjålet. Imidlertid fandt en guitarentusiast – og B.B. King-fan – den specielle guitar med påskriften prototype 1 igen hos en pantelåner.
Han kontaktede Gibson, og efterfølgende blev King og Lucille genforenet.
Det er denne beretning, Toyota-reklamen tager udgangspunkt i, om end der her er tale om en lidt omskrevet version om en ung pige, der finder guitaren i en garage og bringer den tilbage til King.
Den virkelige beretning om Eric Dahl fra Las Vegas, der i 2009 fandt Kings forsvundne guitar, kan du læse her.
Og nedenfor kan du se et par af de omtalte reklamer, B.B. King har medvirket i.
Toyota Camry
OneTouch Ultra
McDonald’s