I dag kl. 11.30 spredes et nyt fænomen for første gang i Danmark på sociale medier.

Det drejer sig om et såkaldt Thunderclap, hvor en større gruppe mennesker på samme tid laver samme update på Facebook og Twitter i en særlig sags tjeneste.

Bag Thunderclappet står a-kassen Ase, som bruger det til at skabe opmærksomhed omkring 4. december, som de har udnævnt til krisefri dag som led i en omfattende ny kampagne, hvilken du kan læse meget mere om her.

– Vi har spredt budskabet om at se muligheder frem for forhindringer via en lang række platforme, også Facebook, men vi ville gerne prøve noget, hvor vi var helt fremme i bussen som first mover. Her var Thunderclappet et godt bud, og så passede det rigtig godt til den krisefri dag, der indgår som en del af holdningskampagnen, forklarer Ases marketingchef, Mette Bossen, om beslutningen om at anvende den nye metode.

A-kassen har fået hjælp til den nye kampagne af reklamebureauet Robert Boisen & Like-Minded, mens PR-delen har fået sparring fra Radius Kommunikation.

Når mindst ud til 180.000

Ase markedsfører Thunderclappet via et micrositeHerfra kører den sociale platform Thunderclap, som interagerer med Facebook, Twitter og Tumblr. På et tidspunkt, som fastsættes af arrangøren, frigives den enslydende update på deltagernes sociale platforme, hvorfra venner og følgere kan deltage og sprede beskeden yderligere.

Ases Thunderclap lyder: “I dag ser jeg muligheder frem for begrænsninger, så Danmark kan få en krisefri dag. Én dag, hvor alt er muligt!”.

Godt 800 politikere, iværksættere, almindelige lønmodtagere og ledige har deltaget, hvilket sikrer en eksponering af budskabet om den krisefri dag til mere end 180.000 danskere.

Thunderclap kalder selv teknikken for en crowdspeaking platform, og læner sig som sådan op af flere af de fænomener, der er skudt op de seneste år, f.eks. crowdfunding, hvor iværksættere rejser kapital gennem opbakning fra mange individer via nettet.