Stadig flere byer, regioner og lande indkredser og lancerer et unikt brand. Og et stigende antal af dem forsøger at administrere deres identitet som i erhvervslivet – ud fra at identitet må og skal handle om mere end ord. De, der har haft held med branding, har haft det fordi identiteten passer til den foranderlige verden på det pågældende sted.
På baggrund af tilsammen 39 arbejdsår i Aalborg finder vi det helt nødvendig at tage initiativ til en debat om hvad der skal være brandet for Danmarks fjerdestørste by.
Udgangspunktet er kløften mellem Aalborgs styrker og den identitet, som byen har i omverdenen. Og den måde, som Aalborg opfatter sig selv på.
Det er nødvendigt at tegne et entydigt billede – baseret på de kvaliteter, som byen besidder og som med fordel kan anvendes i profileringen. Til det formål har vi medvirket til at etablere det uafhængige forum Branding Aalborg med en enkel opgave: At finde Aalborgs unikke argument og placering. Noget, som ingen anden med samme berettigelse kan profilere sig på.
Der er store forskelle på de midler, der anvendes på branding, men ét er fælles: Der skal være et klart samspil mellem visionerne i det politiske, erhvervssamfundet og det kulturelle samfund – og en fælles beslutsomhed om at bringe byens image på linje med hvad de mennesker, der bor i byen, er stolte af.

TRE ELEMENTER Må INDGå HVIS ANSTRENGELSERNE SKAL GIVE resultat:
Visionen – Hvad gør byen unik?
Kulturen – Visionen bragt til live, så alle omsætter vision til virkelighed
Imaget – Visionen tydeliggjort gennem virkemidler, tonefald, form, medier, symboler, farver og billedverden.

I indkredsningen af brandet må man huske syv centrale principper:
Vær usædvanlig: Det unikke argument
Begynd hjemme: Skab troværdighed blandt borgerne
Vær enkel: Omsæt
MANGE FøLELSESMæSSIGE, INTELLEKTUELLE overvejelser til det enkle, letforståelige
Vær strategisk: Gentag og forstærk budskabet og tænk i forskellige medier i forskellige sammenhænge
Afbalancer kontinuitet og forandring: Skab balance mellem historisk fundament, nutid og fremtid
Sæt mål – og mål udvikling
Vær vågen: Lær af og lån hos de bedste.
I bestræbelserne på at finde Aalborgs unikke profil må vi finde den fælles karakter og de fælles historier, der reflekterer hvad byen repræsenterer. Tidligere tiders historier om Aalborg har stort set tabt deres positive genklang, så vi må finde nye historier, der skal være med til at forme en ny identitet.
De fælles historier indgår i den værktøjskasse, der skal bruges for at tegne en ny identitet. De vil være indbyrdes forbundne, supplere hinanden og sammen udgøre det unikke brand.
Skal arbejdet lykkes, må det tage udgangspunkt i åben dialog mellem en bredt funderet kreds af interessenter med fælles interesse i at finde løsningen. Erhvervsliv, kultur, sport, uddannelsesinstitutioner, det offentlige – alle skal engageres. Med etableringen af Branding Aalborg er det første skridt taget.
Læs mere på www.branding-aalborg.dk