Efter et EU-udbud hvor fem bureauer har afgivet tilbud, har Klasselotteriet valgt OMD som nyt mediabureau. Det betyder, at OMD til årsskiftet afløser det hidtidige mediabureau, BNP.
Kirsten Østergaard, der er marketingdirektør hos Klasselotteriet, siger i forbindelse med afgørelsen:
– Alle fem bureauer kom med gode tilbud, som vi kunne bruge meget fra. Vi vil gerne takke for den store energi, der har været lagt i udbuddet, og for måden alle har tilgået udbudsprocessen på. Vi vil ligeledes gerne takke vores eksisterende bureau BNP for deres dedikerede indsats gennem fire intensive år, hvor det i et konkurrencepræget marked – ikke mindst med den delvise liberalisering af spillemarkedet – lykkedes at fastholde en særdeles god forretning.
Kirsten Østergaard tilføjer:
– Nu glæder vi os meget til samarbejdet med OMD, der i udbuddet beviste, at de har stærk indsigt i og overblik over Klasselotteriets nuværende position, samt stort strategisk fokus på at sikre Klasselotteriets målopfyldelse i tiden fremover.
Overbevisende tilbud
Om årsagen til valget af OMD, hedder det i en meddelelse fra Klasselotteriet:
– OMD er valgt fordi de i både tilbud og præsentation var meget overbevisende. De udviste stærk strategisk kompetence, og evnede at lave sammenhængende løsninger i alle dele af tilbudsafgivelsen. I forhold til udbudskriterierne scorede OMD højest på både strategisk mediaplanlægning, på kreativitet i mediaplanlægningen, samt på teamet, som er særdeles kompetent. De var samlet set stærkest på 3 af de 4 hovedpunkter, og dermed opnåede de en meget høj samlet pointscore.
OMD Danmarks adm. direktør Bo Damgaard siger, at man naturligt nok glæder sig til det nye samarbjede:
– Det er vores ambition at hjælpe Klasselotteriet til at udnytte sit kommercielle potentiale bedst muligt. Vores fokus bliver at levere integreret strategisk marketing- og kommunikationsrådgivning, som sikrer Klasselotteriet den solide og indsigtsbaserede marketingtilgang. Det bliver rigtig spændende, og vi kan ikke vente med at komme i gang.
Klasselotteriets mediebudget i 2016 forventes at blive 14 mio. kroner incl. moms. Over tre år forventes niveauet at ligge på mellem 36 og 48 mio. kroner – ligeledes incl. moms.
Staten ejer alle aktierne i Klasselotteriet, og derfor er organisationen forpligtet til mindst hvert femte år at sende sine media- og reklamebudgetter i udbud.
Det kreative budget ligger i øjeblikket hos en konstellation af Magnetix og Advice minimum til udgangen af 2016.