Den norskejede og forholdsvis nye udbyder af outdoorreklame, BB Invest, der står bag de såkaldte Mega Boards på tre gange otte meter, er ikke en populær virksomhed. Selskabet beskyldes for at hænge ulovlige reklamer op på mure, der ikke er godkendt til formålet og det skader branchen som helhed.
– Deres måde at drive forretning på ødelægger det for hele branchen. Hvis de søger om tilladelse til at sætte plakater op og får afslag, sætter de plakaterne op alligevel. De handler meget kortsigtet og meget uprofessionelt, siger Henrik Sørensen direktør i More Group. Han vurderer, at kun 15 procent af BB Invest’s godt 100 tavler er lovlige. Derfor giver han ikke firmaet lang tid at overleve i.
– Enten vil de lukke eller også vil der komme et forbud mod billboards. Det sidste kan de seriøse udbydere ikke være tjent med, siger Henrik Sørensen i sin kritik af BB Invest, der også har skabt irritation hos plandirektoratet i Københavns Kommune. Her er man også af den opfattelse, at der hænger en del ulovlige tavler rundt omkring i byen. Søren Frølunde, vicekontorchef i plandirektoratet vurderer antallet af ulovlige tavler til at være 12 tavler. BB Invests har godt 100 Mega Boards fordelt i hele landet, et antal, som firmaet vil udvide til det dobbelte inden for kort tid.
Københavns Kommune har bedt BB Invest fjerne de ulovlige tavler, men BB Invest har anket alle afgørelser til henholdsvis By og Boligministeriet og Naturklagenævnet. Der ventes derfor først en afgørelse på sagen om cirka tre måneder.
– Vi har behandlet BB Invest på samme måde som de andre udbydere, siger han.

FORSKELSBEHANDLING
Hos BB Invest stå man uforstående over for problemet med Københavns Kommune og føler sig groft forskelsbehandlet.
– Der er nogle som har klaget, men sådan er det det altid. Det gælder alle outdoor udbydere. Der er visse retningslinier, man skal følge og dem følger vi, siger Eivind Due Hansen, direktør hos BB-invest. Han mener kun, at der er tale om bagateller.
Hos BB Invest er man tilhænger af, at Københavns Kommune har en konsekvent holdning til billboards, men man føler sig behandlet forskelligt i forhold fx konkurrenten AFA/J.C.Decaux.
– Efter vor mening har nævnte firma fået en mængde pladser godkendt, som er i strid med Direktoratets retningslinier, skriver Eivind Due Hansen i brev til Bygge- og Teknikudvalget, som han inviterer med på bustur i København, for at få problemet belyst nærmere.