Videreuddannelse er et vigtigt emne for moderne virksomheder. De fokuserer i stigende grad på bestemte faglige kvalifikationer, når de søger nye medarbejdere inden for markedsføring. Men selvom kompetencer inden for nye digitale medier står højt på virksomhedernes ønskeliste, er det stadig klassiske videreuddannelser som HD, cand.merc. og MBA, der topper listen, fastslår headhunter Birgitte Olrik.
‒ Især inden for salg og markedsføring er uddannelseskravet steget i takt med professionaliseringen af virksomhedens markeds- og kundetilgang. På markedsføringssiden vil anvendelsen af nye kommunikationsplatforme og sociale medier betyde, at ”den gode sunde fornuft” ikke længere slår til, siger Birgitte Olrik, der er partner i rekrutteringsbureauet Lisberg og specialiseret i rekruttering inden for salg og marketing.
Donald Nekman, der er rektor for uddannelserne i den danske afdeling af International Advertising Association (IAA), bekræfter den tiltagende interesse for videreuddannelse.
‒ Vi har over de seneste år oplevet en markant stigning i interessen for vores uddannelser, og vi prøver efter bedste evne at imødekomme interessen. Det er især nye digitale medier, der stiller krav til uddannelsesniveauet for medarbejderne i marketingafdelingerne, siger Donald Nekman.
Ledelse, afsætning og økonomi er stadig mest populære
Selvom der er stigende interesse for nye digitale fagområder, er det stadig videreuddannelse inden for ledelse, afsætning og økonomi, der dominerer billedet.
‒ De mest typiske og efterspurgte videreuddannelser er HD og cand.merc. samt nu også i stigende grad MBA. Både på de to sidstnævnte masteruddannelser og på HD’en tilegner studerende sig et grundigt fagligt niveau, der supplerer deres praktiske erfaring, så man får en god værktøjskasse med i bagagen i sit karriereforløb, forklarer Birgitte Olrik.
‒ Hvis man endelig skal pege på nogle forskelle imellem fx MBA og HD, kan man sige, at der typisk er mere prestige over den nyere MBA end klassikeren HD, hvis MBA’en er taget som en 1-årig fuldtidsuddannelse. Begge uddannelser kan tages på deltid med et fuldtidsjob sideløbende, men HD’en vælges typisk enten i det tidlige uddannelsesforløb parallelt med opstart i en virksomhed eller senere i karrieren som en slags efteruddannelse, siger Birgitte Olrik.
For 25-årige Rokhsareh Dehkordi er HD-uddannelsen ikke en videreuddannelse, men en deltidsuddannelse, hun tager på Copenhagen Business School, mens hun arbejder fuld tid i Lån og Spar Bank. Hun bygger sin HD-uddannelse direkte oven på sin studentereksamen på opfordring fra sin arbejdsgiver.
‒ Jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle have en uddannelse og planlagde at
tage en HA på CBS. Jeg fik et fuldtidsjob i banken, og jeg kunne virkelig godt lide at være her. Og så tilbød banken at finansiere en HD i Marketing Management på CBS. Min forretningsforståelse er blevet væsentligt bedre, ikke bare inden for bankbranchen, men også inden for mange andre brancher, siger Rokhsareh Dehkordi.