Det er ikke længere retvisende at kalde Klausen + Partners (K+P) for et ”lille” Direct-bureau. En dansk Direct Marketing Award i foråret og en sølv ECHO Award for nylig har skubbet kunderne i retning af Øster Fælleds Torv.
Og, naturligvis, 11 DMA priser og fem ECHO-triumfer de seneste år. Hvilket altså dementerer, at hædersbevisninger er ligegyldige.
Hvordan lyder forklaringen fra hesten egen mule?
– De fleste dialogløsninger lander i dag i onlinekanalen på den ene eller anden måde, og derfor efterspørger kunderne netop kompetencer på dette felt. Ikke mindst, hvordan mobilen passer ind i ligningen, den er jo første hop i kundedialogen fremover, siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen, adm. direktør i Klausen+Partners.
Bureauet har netop landet Johnson & Johnson som ny kunde. Mere præcist de tre brands Nicorette, o.b. og Benadryl i Danmark.
Fem nye medarbejdere er ydermere ansat til at styrke de digitale kompetencer, men også på kunderådgivningen mander K+P op. De nye ansigter er:
• Ole Nørgaard, der er ansat som Digital Director. Han har en omfattende erfaring inden for områderne marketing og kommunikation, og har gennem årene været involveret i en lang række discipliner såsom print, tv, radio, mobilemarketing, direct marketing, e-mail marketing, social media og web.
• Pernille Maria Nygaard-Jensen er ansat som tekstforfatter. Hun er uddannet magister i Strategisk Kommunikation fra Lunds Universitet, og startede hos Bates Y&R og har senere arbejdet hos bl.a. Brandhouse og Action Europe.
K+P fik en ekstra bonus med i turbanen med hende. Da Pernille Maria Nygaard-Jensen skulle skrive magisterspeciale fra Lunds Universitet, kombinerede hun en pædagogisk indlæringsteori med dialog markedsføring.
Ideen var at skabe en metode, der ved at forstå modtagerens optimale indlæringsmetode, kunne styrke forholdet til kunden. Testresultaterne var så stærke, at metoden senere er blevet benyttet i praksis og har givet flere prisvindende materialer, heriblandt ”Best Marketing Material” hos LG i Europa i 2010.
• Sofie Munch Holmstrøm er ansat som projektleder. Hun er uddannet projektleder fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med en baggrund som multimediedesigner. Hun har de sidste tre år arbejdet for ADtomic. Her har hun været med til at udarbejde kampagner, film og events i alle afskygninger.
• Wissam Maarouf er ansat som webudvikler. Han er oprindeligt uddannet IT-ingeniør fra DTU, men har over 15 års erfaring som front- og backend-udvikler og softwaretester.
• Steffen Skovhede er ansat som Digital Project Manager. Han har siden 2008 arbejdet med Mobile Marketing og SMS- og WAP-baserede løsninger hos Responsfabrikken og Mindjumpers.
Awards gør det vel ikke alene?
– Nej, men vi tror jo på, og bilder os ind, at ethvert (marketing-)tiltag skal give et målbart resultat, og det har vi jo raffineret over en årrække. Derfor har vi bl.a. også inviteret til en række seminarer med fokus på vores specialkompetencer indenfor bl.a. leadgenerering, lead-konvertering, BTB-marketing og global markedsføring.
– Det gør vi i øvrigt igen den 3. december, og alle er velkomne til at høre mere om mobilen som dialogværktøj, slutter Hans-Henrik Søndersted-Olsen.