I ugerne 52 og ét prydes gadebilledet i landets større byer med plakater og busstreamers med billede af en veltrænet, sexet mand med en stor slagterkniv i hånden.
Han har en t-shirt på med teksten: ”Jeg ved, hvad kvinder vil ha’ – ungt kød!”.
Manden er gourmetkok Thomas Castberg, og han er hyret til opgaven som kokken, man kan vinde i den store konkurrence. Hovedpræmien er en 3-retters gourmetmiddag for otte personer hjemme hos vinderen.
Kampagnen sætter fokus på ungkvægkød, en type kød, der egner sig særligt godt til det lette nordiske køkken. Kødet kombinerer det bedste fra kalvekødet og det bedste fra oksekødet: Det er mildt i smagen og fedtindholdet er lidt lavere end i traditionelt oksekød.
− Oven på en hel december med svinekød på menuen vil man typisk vælge oksekød nytårsaften. Men de trends, vi ser i forbrugernes præferencer for kød, peger i retning af lettere kød, og her er ungkvægkødet det perfekte alternativ til det lidt kraftigere oksekød. Kampagnen skal være med til at oparbejde denne position, siger chef for forbrugerkommunikation i Danish Meat Association, Lisbeth Olsgaard.
Outdoor, sms og web
Kampagnen er baseret på outdoor, sms og web. Man deltager ved at sende en sms med beskeden ungtkød til 1277. Sms’en kvitteres med et lykkenummer, man skal bruge for at se, om man har vundet på lettenordiske.dk.
Hver dag bliver der udloddet mindre præmier som t-shirts, kogebøger og stegetermometre, indtil vinderen af hovedpræmien er fundet.
− Det er en spændende kampagne for os, fordi vi får lejlighed til at integrere flere forskellige medier. Samtidig er kampagnen en fortsættelse af den markedsføring, vi hidtil har lavet for lettenordiske.dk, som godt må have lidt kant og være provokerende, siger Niels Kaldahl, Kreativ direktør i Klausen+Partners.
Lettenordiske.dk
Hjemmesiden er dedikeret til det lette nordiske køkken med dansk ungkvæg.
Siden byder på ernæringsrigtige opskrifter samt tips og gode råd til madlavning. Det giver også indblik i opdræt og forarbejdning af dansk ungkvæg.
Lettenordiske.dk er en del af Danish Meat Association, og vil man vinde Thomas Castberg kan man gå ind på lettenordiske.dk fra den 22. december under Vind en kok.