Hvis du lige står og skal bruge en mand mellem 20-30 år, med lyst hår – som eventuelt også er god til at spise cornflakes, ja, så kan du eventuelt finde ham på Castit.dk.
Når man nu alligevel er online, er det jo en smal sag at klikke sig ind på Castit.dk, enten for bare at checke udbuddet af modeller af alle typer og størrelser, eller for at bruge søgekriterierne og snævre sig ind på en helt bestemt type. Når du har fundet en, som du kunne være interesseret i, ja så kan du også få præsenteret vedkommende “live“ via en lille film.
Castit.dk opstod i et samarbejde mellem Cathrine Hovmand, der er leder af foretagendet, Søren Kjær fra In2Media, der står bag den tekniske udvikling af portalen, og Josefine Campbell, der også er kendt som en af kræfterne bag GirlSquad.
Cathrine Hovmand er selv model og havde længe gået med drømmen om at starte sit eget castingbureau. Men det skulle bare ikke ligne alle de andre.
– Jeg havde lyst til at skabe noget, der var nyt og smart. Og så mødte jeg Josefine Campbell og Søren Kjær, hvorefter ideen med at skabe et castingbureau på Internettet blev til. Men først undersøgte vi markedet og fandt ud af, at det eneste allerede eksisterende “net-castingbureau“ der fandtes, havde base i New York. Men de viser ikke, ligesom Castit.dk, en film med modellerne.

LET TILGæNGELIGT
Portalen har indtil videre cirka 300 modeller i stalden. Både fotomodeller, skuespillere, børn, og folk fra gaden, som Cathrine Hovmand bruger meget tid på at finde.
– Vi kan, udover castingen på nettet, tilbyde det samme som almindelige castingbureauer. Det vil sige, at en casting også kan foregå på almindelig vis. Men nettet er bare så smart, for her kan vi tilbyde vores kunder en gratis gennemgang af vores kartotek, hurtige søgninger, let tilgængelighed, samt en smagsprøve på modellernes kunnen, fortæller en forventningsfuld Cathrine Hovmand.
– Ja, jeg har mange forventninger til det her projekt. Jeg kommer selv fra branchen og ved, at behovet for en portal som Castit.dk er der. Og så er det meget spændende at være med til at skabe noget nyt, noget der følger med udviklingen, og som ikke mindst er meget brugbart, siger hun og understreger, at selv om Castit.dk er netbaseret, så betyder det ikke, at bureauet undgår den personlige kontakt.
– Nej, jeg og min assistent Sabina Lintala vil være ved telefonerne. Det er ikke meningen, at det hele skal foregå via nettet. Kun at man selv kan søge og holde sig ajour vedrørende vores udbud. Resten klarer vi personligt, og vi går også gerne ud til møder på traditionel vis. Meningen med Castit.dk er, at folk skal føle det er smart, effektivt og troværdigt, og så skal de kunne spare tid, når de nu alligevel er inde på nettet.
Målgruppen for Castit.dk vil få tilsendt et brev med en adgangskode. Og det er, ifølge Cathrine Hovmand, ikke fordi andre ikke må kigge med, men af hensyn til modellerne – så alle og enhver ikke kan sidde og surfe på siden.