Bannerannoncer virker ikke, sådan lyder den almindelige holdning til den reklameform, der spås at skulle finansiere udviklingen af nettet, hvor kun ganske få hjemmesider – udover pornoportalerne – giver overskud.
Hos Double Click, et af de store bannernetværk regner man med, at der sidste år blev brugt 70 mio. kr. på banner og sponsorering på nettet. Et tal, som Double Clicks danske direktør Christian Hjorth, regner med vil stige til 150 mio. i år. Blandt et af de andre store annoncenetværk Netpool, der er ejet af det svenske teleselskab Telia, vurderer man, at omsætningen for bannerannoncering mindst vil blive tredoblet i år eller ligge omkring 300 mio. kroner. Der er dog stadig langt til omsætningen på tv-reklame, som sidste år lå på tre mia.
– En seer ser 120 reklamer på tv i løbet af en uge. Som bruger på nettet skal du gange det tal med otte, siger Christian Hjort, der godt kender til holdningen om, at bannere ikke virker. Specielt når gennemsnitsraten, for hvor tit folk klikker på et banner, er omkring en procent. Han mener, at forskellen mellem bannerannoncering og almindelig reklame er, at man i en bannerkampagne kan målrette kampagnen, så den får mere gennemslagskraft. Hvis man fx går efter de professionelle brugere, kan man vælge kun at lægge sine bannerannoncer i tidsrummet 8-16.
FRA ATTENTION TIL ACTION
Både Netpool og Double Click er enige om, at det at sælge et banner vil blive væsentligt anderledes i fremtiden. Hos Netpool gør man meget ud af at understrege, at man ikke kun sælger bannerreklamer, men reklame til interaktive medier som fx WAP-telefoner. Salgschef hos Netpool Rasmus Petersen, tror, at udviklingen inden for bannerreklamer vil gå i to retninger.
– Vi vil få flere og flere multimediebannerannoncer, hvor vi f.eks. vil se bilannoncer med lyd eller levende billeder, men vi vil også se en mere diskret annoncering. Det er brugerne, som bestemmer hvor langt vi kan tillade os at gå, siger Rasmus Pedersen, der er sikker på, at man fremover vil se mere kreative sponsorater, der er udviklede sponsorknapper eller sponsortekster – hvor kommercielle budskaber kommer tættere på indholdet på sitene. Både Rasmus og Christian er enige om, at bannerannoncer ikke er gode til at stå alene. De fungerer bedst sammen med reklamer fra andre medier f.eks. print og tv.
– Men i den sammenhæng er pengene til en bannerannonceringskampagne godt givet ud. Til forskel fra tv, radio og print kan den være med til at få kunder ind i butikken eller trafik til sitet. Når man ser tv eller læser avis går man ikke hen og bestiller en vare over telefonen. Det kan man gøre med et godt banner, siger Christian Hjorth.
Rasmus Petersen, mener, at forcen ved internettet og bannerannoncering ligger i, at man til forskel fra andre medier kan gå hele vejen fra attention til action det samme sted.
– Lige nu er der mest vægt på action-delen. Men når båndbredden og dermed muligheden for at lave mere avancerede bannere forøges, samtidig med at flere bliver opkoblet, vil man også se mediet brugt til at brande produkter, siger han.