Et år før klimatopmødet i København er der gode nyheder for de politikere, der ønsker klimaet opprioriteret i den offentlige debat.
Danskerne er meget interesserede i emner, der vedrører klimaforandringer.
Hele 72 pct. af befolkningen mener, at opgaven med at tackle klimaændringerne dels er meget vigtig, og dels at både politikere og befolkningen selv bør gøre noget for sagen, viser en international analyse lavet af Synovate, en analyseafdeling under Aegis Group.
Det sjove er, at 36 pct. mener, at regeringen bør indføre flere restriktioner og positive tilskyndelser – stok og gulerod – mens 36 pct. mener, at vi selv som individer bør opføre os ansvarligt.
13,7 pct. mener, at teknologiske landvindinger nok skal klare problemerne for os, mens 14,3 pct. fortæller, at de ikke aner, hvad man bør gøre ved klimaforandringerne.
Synovates undersøgelser afslører også, at:
– 27 pct. tror, at forurening og affaldshåndteringer årsagen til klimaforandringerne.
– 23 pct. mener, at drivhuseffekten er årsagen.
– 13 pct. vurderer, at klimaet forandrer sig helt naturligt.
Spørger man danskerne, hvad de selv har hjort inden for det sidste år for at modvirke klimaforandringerne, svarer vi:
– 88 pct. har sorteret og genbrugt affald.
– 85 pct. har sparet på energien.
– 78 pct. har søgt informationer, specielt med henblik på klimadebatten.
– 75 pct. har købt grønne produkter af samme grund.
– 70 pct. har investeret i konkrete energi-besparende produkter.
Det mest interessante ved Synovates undersøgelse er, at stort alle tal viser et større engagement, end da analysebureauet gennemførte samme undersøgelse for et år siden.
Det er især befolkningerne i USA, Frankrig, Storbritannien og Danmark, der interesserer sig for klima-debatten, mens befolkningerne i lande som Rusland, Polen og Indien viser en markant ringere interesse for emnet.