2020 bød ikke på mange oplevelser på stadion for fans af de rød-hvide helte. Til gengæld tog danskerne især klip fra omklædningsrum til sig.
DBU oplyser, at Kvindelandsholdet og Herrelandsholdets indhold på Facebook og Instagram har genereret 156 millioner visninger i 2020, hvilket er rekordmange for de to landshold samlet.
– Vi har savnet fans til landskampe i 2020. Derfor er vi endnu mere glade for at give landsholdenes mange fans indblik i livet i omklædningsrummet og de fantastiske taler, spillerne holder for hinanden. Det er vildt så mange, der har set og delt dem på sociale medier. Nu glæder vi os til at få fans til landskampe i 2021, når det bliver muligt igen, siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef hos DBU, i en pressemeddelelse.
Herrelandsholdet har oplevet en stigning i visninger på Facebook og Instagram på 19 procent i forhold til 2019, mens Kvindelandsholdet har set et stigning på 91 procent i forhold til 2019.
Ifølge DBU var den bedst præsterende video i 2020 på tværs af de to landshold den med talerne i omklædningsrummet på Wembley, hvor både Simon Kjær og Christian Eriksen rundede 100 kampe for Danmark.
" Det er vildt så mange, der har set og delt dem på sociale medier.Jakob Høyer | kommunikationschef | DBU
Foruden de to jubilarer holdt målmand Kasper Schmeichel også en tale, hvor han fortalte om sine første møder med Eriksen og Kjær.
Videoen med talerne blev set af mere end en million fans, oplyser DBU.
Debut og jubilæum
I det hele taget var taler fra omklædningsrum – et ellers normalt lukket rum for andre end holdene og folk tæt på – populært indhold på DBU’s sociale medier i 2020.
Landshold på SoMe
- Herrelandsholdets indhold på Facebook og Instagram genererede 119 millioner visninger i 2020, hvilket er en stigning på 19 procent i forhold til 2019.
- Kvindelandsholdets indhold på Facebook og Instagram genererede 37 millioner visninger. Det er en stigning på 91 procent i forhold til 2019.
- Herrelandsholdet har opnået knap 2,9 millioner interaktioner på Facebook og Instagram. En stigning på 8,1 procent i forhold til 2019.
- Kvindelandsholdet har genereret knap en million interaktioner på Facebook og Instagram, hvilket er en stigning på 104 procent i forhold til året før.
Kilde: DBU.
I forbindelse med landskampen mod Sverige i november fik OB-målmand Oliver Christensen sin første kamp for Danmark.
I sin debutanttale fik en humoristisk Oliver Christensen blandt andet nævnt, at han ville takke den britiske regering og Robert Skov for debuten.
Her refererede han til situationen i november, hvor der måtte efterudtages en del spillere – Oliver Christensen inklusiv – til landskampen mod Sverige.
Mere end 700.000 fans har set videoen med talen, ligesom klip fra den også blev bragt i flere nyhedsmedier.
På Kvindelandsholdet blev en video med Sanne Troelsgaard, der i kampen mod Italien i december optrådte for landsholdet for 150. gang, set af knap 350.000 fans.
Efter kampen blev hun overrasket med jubilæumstrøje og taler fra anfører Pernille Harder og fodbolddirektør Peter Møller.
DBU oplyser, at videoen fra festlighederne i omklædningsrummet, efter Kvindelandsholdet sikrede kvalifikationen til EM i 2022, er set af knap 800.000 fans.
Herrelandsholdet har cirka 216.000 følgere på Facebook, mens 185.000 kigger med på Instagram. Kvindelandsholdet har cirka 58.000 følgere på Facebook og næsten 37.000 på Instagram.
Over for Markedsføring oplyser DBU, at man ikke som sådan har et annonce-budget til sociale medier.
Videre oplyses det, at organisationen brugte lidt mere end “10.000 kroner på annoncering i 2020, hvilket var markant mindre end i 2019.”
Det skyldes blandt andet, at DBU havde mulighed for at sælge billetter til landskampe med videre i 2019, oplyses det.
I 2020 har DBU annonceret for at få for eksempel corona-videoer fra landsholdsspillere bredere ud, men stort set alt DBU’s indhold på sociale medier kører organisk, meddeler organisationen.