En ny kampagne fra det hollandske luftfartsselskab giver på lørdag to danskere mulighed for at komme på en uges ferie på Bali med alt betalt.

Men i modsætning til de fleste konkurrence-kampagner, som baserer sig på lodtrækning eller ”svar på tre spørgsmål” – skal deltagerne i KLM’s nye kampagne-konkurrence ”Pack & Go Race” først lige overvinde et par forhindringer for at vinde.

Som titlen antyder, er der tale om et kapløb, men først på lørdag afsløres det, hvor målstregen helt præcist befinder sig. Vinderen er den første, der krydser målstregen – som angiveligt kommer til at befinde sig et sted i København – medbringende kuffert, pas og en ”hemmelig genstand”.

Omdrejningspunktet for kampagnen er hjemmesiden, hvor man lørdag morgen dels vil kunne finde ud af, hvor målstregen befinder sig – og dels hvilken hemmelig genstand, man skal medbringe. Ifølge hjemmesiden kan det være alt lige fra en banan til en gul dykkermaske – eller for den sags skyld et glas sort peber.

Den første deltager eller gruppe, der krydser målstregen med kuffert, pas og hemmelig genstand, bliver kørt direkte til Kastrup Lufthavn, hvorefter de kommer om bord på et fly, der tager dem til den endelige destination for turen.

– At rejse handler om eventyr, og hvilken bedre måde at begynde en rejse på end med et spændende kapløb som starten på turen, siger Guillaume Glass, der er Country Manager Danmark hos KLM.

Kampagne-konceptet er udviklet af det svenske bureau Pool og kører også i Norge og Sverige.

Se kampagnefilm her