Pointsystemer, en ophedet dansk udlændingedebat og konstante stramninger af lovgivningen får de store universiteter til at melde om store vanskeligheder med at tiltrække og fastholde de bedste internationale forskere. Samtidig skaber det langsigtede problemer for kvaliteten af dansk forskning, uddannelserne på universiteterne og dermed også den danske økonomiske vækst, advarer DI, skriver dagbladet Børsen.
Advarslerne om de negative konsekvenser af stramninger og den almindelige debat kommer fra bl.a. universiteterne i København og Aarhus samt CBS i København. I Aarhus siger international chef på Aarhus Universitet, Kristian Torn:
– Vi skulle snarere fjerne barrierer for at tiltrække de dygtigste videnmedarbejdere og studerende til Danmark, men det her trækker i den modsatte retning. De nye regler gør det vanskeligere at rekruttere og fastholde, hvad vi ellers satser meget på, blandt andet inspireret af Folketing og regering. Men vi har helt sikkert allerede mistet nogen, fordi det er så besværligt at komme til Danmark.
Borsen.dk