Både offentlige og private arbejdsgivere overser de kompetente udlændinge, som allerede findes på det danske jobmarked, skriver Politiken. En ny undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) viser således, at medbragt uddannelse og erhvervserfaring ikke hjælper indvandrere i beskæftigelse. – Det er udelukkende dansk erhvervserfaring og dansk uddannelse, som hjælper indvandrernes beskæftigelseschancer. De medbragte kvalifikationer hjælper dem ikke, og det resulterer i et dobbelt ressourcespild for samfundet, siger Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i AKF, til Politiken.  AKF har analyseret 761 indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og Iran, som i gennemsnit har været her i 15 år på undersøgelsestidspunktet.  57 procent havde en gymnasial, erhvervsfaglig eller videregående uddannelse med fra oprindelseslandet, men uddannelsen gav dem ikke en højere beskæftigelsesfrekvens end indvandrerne helt uden uddannelse. Hver tredje af dem med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse i bagagen har som reaktion på de manglende jobmuligheder valgt at tage en dansk uddannelse på mindst tilsvarende niveau. Det har givet udlændingene et job.