Hvorfor i himlens navn har ingen tænkt tanken og eksekveret idéen før? ”Jeg ved det ikke,” siger Sune Bang, direktør i Kommunikationsbureauet København, der tidligere i år skabte ”Forskel gør forskel” sloganet. ”Men vi synes selv, det er indlysende.”
Det er ikke altid, ”det indlysende” nyder fremme i en kommunikativ virkelighed, hvor ”dem-og-os” desværre er sværvægterne i den verbale boksering. Og det, Kommunikationsbureauet København har skabt, er en ny positionering af Novum, der er en interesseorganisation af højtuddannede nydanskere. Ved at fokusere på eksportmulighederne i stedet for integration, bringes hele emnet fra defensiven til offensiven.
– For os selv er det indlysende, at mennesker med en høj uddannelse og andre stærke kompetencer bidrager til værditilvæksten i samfundet. Det er i virkeligheden ligegyldigt, om det er etniske danskere eller nydanskere, siger Vanessa Stephensen, direktør i Novum.
Men nu er det nydanskere, Novum tager sig af, og det er hele hensigten med foreningen, at virksomheder og højt uddannede nydanskere skal matches. Til glæde for begge parter og samfundet i øvrigt.
– Det giver jo ingen mening, at halvdelen af denne højtuddannede gruppe står uden job, og at 63 pct. af resten arbejder som taxachauffører, rengøringsassistenter eller i andre jobs under deres uddannelsesniveau, fortsætter Vanessa Stephensen. ”Ikke at der er noget galt med de jobs, men samfundet får jo langt mere ud af mennesker, hvis de yder noget inden for deres spidskompetencer.”
Og tilsyneladende er der kommet noget godt ud af ”Forskel gør forskel” kampagnen. Novum har fundet relevant arbejde til 27 højtuddannede nydanskere, heraf 15 der sidder som eksportkonsulenter i et tilsvarende antal danske virksomheder.
– Det vi gør er at rekruttere de ”bedst egnede” nydanskere og coache dem, så de er bedre rustede til at ”sælge” sig selv til virksomheder. Samtidig har vi fat i et netværk af virksomheder, der kigger i retninger af nye markeder – eller har potentialet til at gøre det, tilføjer Vanessa Stephensen.
Betalingen til Novum for indsatsen kommer fra det offentlige i form af målrettet projektstøtte, og direktøren er ikke et sekund i tvivl om, at pengene er givet godt ud. Hvis det lykkes at matche en person med brasiliansk baggrund og en virksomhed, der kigger i retning af Sydamerika, er her en klar mulighed for succes.
– Pointen er denne: Nydanskere skaber deres egne jobs og skaber samtidig skaber vækst på eksportmarkeder, uddyber direktøren.
– Der er jo kulturelle forskelle fra marked til marked, og hvis vi har en veluddannet person, der ud over sin relevante uddannelse også har et indgående kendskab til et eller flere bestemte markeder, kan en dansk virksomhed med fordel høste gevinsten, slutter Vanessa Stephensen.
Men hvorfor en kommunikation, der bærer titlen ”Forskel gør forskel”?
– Det er simpelt. Nu har vi alt for længe hørt på en trist tilgang til indvandring og nydanskere. Ved at basere kommunikationen på, at veluddannede mennesker ubestrideligt gør en positiv forskel ved, at virksomhederne opdager deres kvalifikationer og bruger dem, positionerer vi en ressourcestærk gruppe efter fortjeneste, slutter Sune Bang.