I starten var det for overhovedet at kunne overleve – og nu er det så også for at skabe rammerne omkring de gode sportslige oplevelser. Boldklubben Skjold på Østerbro i København har nemlig valgt en lidt utraditonel sponsorstrategi, som både tilgodeser klubbens medlemmer og samtidig giver sponsorerne en anden form for eksponering end tv for eksempel kan tilbyde.
– Normalt er sponsorater i relation til sport jo noget med tv. Men da vi ikke har den store tv-dækning har vi valgt at samarbejde med virksomheder som en kombination mellem sportslig og social sponsering, forklarer direktør Thomas Christensen, som dermed mener, at klubben kan tilbyde en lang række ydelser overfor den brede idrætsbefolkning ved hjælp af deres sponsorer.
– Det bedste eksempel er nok, at Unibank arrangerer et skolestævne, hvor de stiller deres egne folk til rådighed. Og så bruger vi også Mc Donalds, fordi de generelt gør meget for børn og unge. Desuden tilbyder vi vores medlemmer en sponsorbilpakke, således at de køber bilen, og vi får retten til at sælge reklamer på den, siger han og tilføjer, at der i øjeblikket er 35 biler ude i København, og at medlemmerne sparer omkring 5-10.000 kroner om året på bilordningen.
Thomas Christensen fortæller også, at det grundlæggende kriterie for et samarbejde er, at sponsorvirksomheden skal gå aktivt ind i det.
– Virksomhederne skal være engagerede og yde noget i forhold til vores arrangementer. Det er ikke nok bare at lægge en pose penge. Vores sponsorer bliver nærmest betragtet som en del af klubben, og på den måde kan de også opnå goodwill hos deres kunder.