1999 blev et år, hvor vi for fjerde år i træk nåede op på over 100 arrangementer med i alt 5000 deltagere. Helt præcist blev det til 105 seminarer/kurser, hvilket er lidt færre end rekordåret 1998 – men på niveau med årene før.
Vi oplevede et 1999, hvor vi meget mod sædvane havde stor tilslutning til arrangementerne først på året, hvorimod specielt 4. kvartal var præget af lavere deltagerantal end forventet og også et par aflyste arrangementer.
En række af de “gamle kendinge“ har også i Ə vist sig at være gode “sællerter“, men vi må også erkende, at der fortsat er behov for produktudvikling.
Og generelt er der næppe tvivl om, at hvis vi vil sikre en fortsat succes med vore arrangementer, så er det et absolut krav, at vi fokuserer meget på kvaliteten af vore kurser og seminarer.
Det vigtigste er selvfølgelig, at vi holder, hvad vi lover. Deltagerne skal have, hvad de kommer efter ud fra, hvad de har læst i brochuren. Men det er også vigtigt, at vi helt generelt har ambitioner om altid at levere det nyeste og mest interessante inden for de fagområder, som de enkelte klubber dækker. Herved kan vi love noget endnu bedre – og levere noget endnu bedre.

MERE ERFA OG INSPIRATION I KLUBBERNE
Men det en krævende opgave for klubberne og deres medlemmer at skulle leve op til disse forventninger om “meget af det gode“. Og der er noget, der tyder på, at det også kan blive “for meget af det gode“ for klubberne at holde dampen oppe.
I DMF har vi ikke et mål om at tjene flest mulige penge. Det, vi ønsker, er at være velkonsoliderede, så vi for det første kan sikre en tryg arbejdsplads for medarbejderne i sekretariatet og for det andet kan tage initiativer til faglig udvikling, støtte til forskning etc.
Samtidig ser vi naturligvis gerne, at vore mange medlemmer har mulighed for at vælge imellem markedets mest attraktive udbud af kurser og seminarer inden for markedsføring – i bred forstand. Og her er klubberne jo netop DMFs styrke.
Det helt afgørende er dog, at de mange aktive klubbestyrelsesmedlemmer ikke oplever indsatsen i klubberne som en sur (og ulønnet) pligt. Det skal være sjovt og inspirerende at være med i klubarbejdet.
Efter mange års klubarbejde ved jeg, at det kan være endog meget interessant og lærerigt at medvirke til at udvikle, planlægge og gennemgøre arrangementer. Men det er et skråplan, hvis klubarbejdet og -møderne udvikler sig til “ren arrangements-produktion“!
I den netop gennemførte analyse blandt medlemmerne af klubbestyrelserne kom det frem, at man oplever, at arbejdet med arrangementerne tager mange ressourcer, og at der er en række tunge opgaver i planlægningen.
Det er vort mål, at vi i år 2000 gennem yderligere professionalisering af vort velfungerende sekretariat kan lette klubberne for en række af disse byrder. Herved vil vi søge at give bedre plads til den både faglige og personlige erfaringsudveksling, der – også i ovennævnte analyse – vurderes som et meget vigtigt element i klubarbejdet.
Herved håber vi, at det også i fremtiden vil være attraktivt for nuværende og kommende klubbestyrelsesmedlemmer at yde en indsats i klubberne.

INSPIRATION TIL FORTSAT UDVIKLING
I Ə har vi taget nye og vigtige skridt i udviklingen af DMF og vore medlemstilbud. Ting tager tid (frivillig tid!) – men det er min klare opfattelse, at vi igen i år har taget flere skridt i den rigtige retning. Her skal blot nævnes et par stykker.
For det første har vi bygget videre på nogle af de successer, der blev grundlagt i 1998. Her tænker jeg bl.a. på Direct Marketing-Skolen, som i 1999 har vist sin absolutte bære-dygtighed. Og netop DM-Skolen er et godt eksempel på et af de fokusområder, som vi meget gerne vil udvikle videre på i DMF. DM-Skolen lever helt op til grundtanken med “DMF – Academy“, som skal bestå af uddannelser/kurser, der er klart kompetencegivende inden for et eller flere områder. En række af vore øvrige grundkurser hører også til i “DMF – Academy“, og der er plads til flere!
Et andet område, hvor vi har bevæget os, er i “vest“. I 1998 etablerede vi et projekt, hvor vi gennem et stort udbud af arrangementer i samarbejde med flere klubber og med omfattende markedsføringsaktiviteter m.v. i det vestlige Danmark forsøgte at få større gennemslagskraft uden for hovedstaden.
I 1999 har vi så bygget videre på tankerne, hvilket har medført en styrkelse på klubfronten. “Markedsføringsklubben“, der tidligere dækkede hele det vestlige Danmark, er nu blevet til to klubber med base i h.h.v. Århus og Odense. Og det skulle glæde os, hvis der kunne skabes opbakning for etablering af flere lokale klubber – i f.eks. Trekantområdet.
Endelig skal det nævnes, at vi i 1999 fik etableret endnu en klub inden for et område, hvor vi oplever et klart behov for faglig forankring.
Klub for Jura og Etik i Markedsføring (JEM-klubben) skal – som ordene siger – sikre, at DMF også på det juridiske og etiske område er helt i front. Klubben har allerede flere måneder på bagen, og den bredt sammensatte og energiske klubbestyrelse barsler med flere nye projekter.
Jo, der er bestemt basis for fortsat udvikling i DMF. Og klubberne vil også i fremtiden være der, hvor tingene sker, og hvor den faglige udvikling inden for markedsføringens mangeartede discipliner skal debatteres og bringes videre til medlemmerne.
Det stærkt foranderlige mediebillede kan og bør vel få stor betydning for, hvordan den faglige udvikling skal finde vej til medlemmerne fremover. De traditionelle seminarer og kurser er næppe den eneste farbare vej i de kommende år.
Også det at tænke i nye former for formidling kræver, at der er inspiration og dynamik i klubberne. Lad os få masser af dét i år 2000.
GODT KLUBÅR!