Når reklameskolen 1. juli lukker og slukker efter 12 år i med- og modgang betyder det ikke et farvel til uddannelse i branchen. Siden beslutningen om skolens lukning blev taget for et halvt år siden, har bureauernes brancheforening DRRB arbejdet målrettet på at finde en løsning som kunne sikre forsat efteruddannelse af de godt 2000 personer på danske reklamebureauer. En løsning er på plads, selv om der stadigvæk er mange aftaler som ikke er endeligt indgået.
På trods af lukningen af Reklameskolen er formanden for Danske Reklamebureauers Brancheforening, administrerende direktør for Bates/Red Cell Gruppen, Hans-Ulrik Longhi, derfor meget positiv overfor bureauernes uddanne lsessituation. Med den nye model vil branchen nemlig få flere tilbud end nogensinde.
– Vi er en lille branche og der er ingen anden branche med så få medarbejdere, som har deres egen skole. Men selvom vi ikke har brug for en skole, har vi stadigvæk brug for at have en række uddannelsestilbud, siger Hans-Ulrik Longhi, der for første gang melder ud, hvad DRRB’s konkrete planer går ud på. Udover et tæt samarbejde med Den Grafiske Højskole, vil DRRB også etablere samarbejde med Dansk Marketing Forum (DMF) og Københavns Handelshøjskole (CBS). For alle tre samarbejder handler det om at videreføre og udvikle en række af de kurser, som har været kørt på Reklameskolen. Mens de kreative kurser som eks. “Kreativ Basis” vil blive videreført på Den Grafiske Højskole, vil kurser i projektledelse, kommunikation og markedsanalyse blive kørt i DMF- eller CBS- regi.
DRRB har ikke lagt sig fast på hvilke kurser, som bliver kørt hvor, men samarbejdet med Den Grafiske Højskole er allerede så langt fremme, at de første kreative ku rser vil blive udbudt allerede efter sommerferien. Derimod er samarbejdet med DMF og CBS stadigvæk i planlægningsfasen, men der er ifølge Hans-Ulrik Longhi. ingen tvivl om, at begge samarbejder vil blive en realitet. I modsætning til Reklameskolen vil DRRB ikke skulle give penge for at kunne tilbyde rækken af uddannelsestilbud. DRRB har i de seneste år betalt omkring en million kroner i tilskud til Reklameskolen om året.
– Med de nye samarbejder vil vi arbejde med etablerede og for de flestes vedkommende statsstøttede uddannelsesorganisationer, som gør det lettere at skabe en god økonomi i kurserne, siger han.

Samarbejde med reklameskoler

Udover samarbejdet med de tre kursusudbydere vil brancheforeningen også selv stå for videreførelsen af en række af de korte kurser som eks. “Få en bedre bundlinie”.
Endelig vil en nyt uddannelsesudvalg under DRRB, som også skal stå for koordineringen af de mange uddannelses-projekter, arbejde på at etablere et samarbejde med reklameskoler i andre lande. To af de ini tiativer, som der arbejdes på i den forbindelse, er et mere formaliseret samarbejde med reklameskolerne i Norge og Sverige, og et samarbejde med reklameskoler i England og USA. Ideen med de to sidste initiativer er at give flere danske bureaufolk en større international erfaring.
– Vi har behov for at give medarbejdere på bureauerne en mere international erfaring. Det kan vi sikre ved at lave samarbejde med andre uddannelsessteder, siger Hans-Ulrik Longhi, der ikke vil ind på, hvordan samarbejdet skal foregå. Det er endnu usikkert, hvornår det vil være på plads, men det er et af de områder, som han forventer sig meget af.
– Når det hele er på plads vil vi få en løsning, der vil være en udvidelse af vores uddannelses-tilbud i forhold til, hvad vi tidligere kunne tilbyde på Reklameskolen, siger Hans-Ulrik Longhi, der ikke har fortrudt lukningen af skolen.
– Vores medlemmer ville ikke bruge skolen, og da vi lukkede den var der ingen som begræd lukningen. Jeg fik ikke 45 mails fra bureauledere, som ønskede at holde liv i skolen. Jeg fik derimod 45 mails fra folk som sagde at det var på tide, siger formanden fra DRRB, der med den viden han sidder med i dag, erkender, at skolen nok skulle have være lukket for fire år siden.
– Det har været en dyr skole, som har kostet os rigtig mange penge. Men der var ingen som kunne forudse, at vi skulle miste 1000 personer på bare et par år. At medlemmerne ikke ville bruge skolen var blot endnu en streg i regningen og et argument for at lukke den, siger han.
Ifølge DRRB er der 2300 medarbejdere blandt brancheforeningens medlemmer mod 3200 i 2000. Formanden for DRRB tror ikke, at niveauet kommer tilbage, men gætter på, at bureauerne over de næste par år vil ansætte et par hundrede personer.
– Men de mange ledige reklamefolk vil blive nødt til at finde arbejde i andre brancher, for reklamebranchen vil ikke være åben som tidligere, siger formanden for DRRB, der ikke er nervøs for, at der på sigt vil mangle nyt blod i branchen.
– Bureauerne har brug for nyt blod og det bliver de nødt til at få ind på den ene eller anden måde. For uden en fornyelse vil branchen langsomt dø, siger han.


BoksDRRB har de sidste fire måneder arbejdet på at skabe et række nye uddannelsestilbud som kan udfylde tomrummet efter Reklameskolen’s lukning den 1. juli.
Resultatet er blevet en sekspunkts-plan, som foreningen vil arbejde på at realisere.

Samarbejde med Den Grafiske Højskole omkring kreative kurser.
Samarbejde med Dansk Marketing Forum (DMF) omkring kurser i projektledelse, kommunikation og markedsanalyse
Samarbejde med Københavns Handelshøjskole (CBS) omkring kurser i projektledelse, kommunikation og markedsanalyse.
DRRB vil selv stå for afvikling af enkelte korte kurser som eks. “Få en bedre bundlinie”.
Et formaliseret samarbejde med reklameskolerne i Norge og Sverige.
Et samarbejde med reklameskoler i England og USA.